Gør en god gerning - giv dit brugte legetøj til ejendomsmægleren
Indsamling skal hjælpe børnefamilier, hvor pengene er små
AALBORG: Den kommende vinter kan blive udfordrende at komme igennem for mange nordjyder. Ikke nok med, at det bliver mørkere og koldere for hver dag, men inflationen og de stigende fødevare-og energipriser slider også hårdt på bankkontoen.
Men nu er der er udsigt til, at de børnefamilier, der har svært ved at få pengene til at slå til, kan få lidt hjælp - i hvert fald på julegavefronten. En lokal ejendomsmæglerkæde har nemlig besluttet at bruge november på at indsamle legetøj, nyt eller gammelt, som efterfølgende vil blive doneret til nordjyske børnefamilier.
Det er Mæglerhuset, der står for indsamlingen, der finder sted i alle kædens butikker på Vesterbro 48 i Aalborg, på Østerbrogade 2 i Nørresundby og i Dronninglund, Aabybro, Brønderslev og Sæby.
- I en tid med prisstigninger er det vigtigere end nogensinde at stå sammen og løfte i flok, siger Maria Langergaard Vammen, der er marketingsansvarlig i Mæglerhuset.
- Vi ved, at mange er mærket af prisstigningerne, og vi kan jo også set det på boligmarkedet. Derfor har vi valgt at droppe den årlige julekonkurrence og i stedet gøre en forskel for familier med børn, hvor pengene er få, forklarer hun.
Ejendomsmæglerkæden har arrangeret indsamlingen i samarbejde med non-profit organisationen Julehjælpen, der vil finde ud af, hvem der skal modtage legetøjet og bringe det ud til dem.
Indsamlingen har indtil nu varet en lille uges tid, og der er allerede dukket brugt og nyt legetøj op i flere af kædens butikker, men hvor meget legetøj, der ender med at blive afleveret og dermed, hvor mange familier, der kan hjælpes, tør Maria Langergaard Vammen ikke at spå om på nuværende tidspunkt.
- Vi har selvfølgelig snakket om det, men vi tør ikke komme med et bud. Vi kan kun håbe, at folk er villige til at hjælpe ved at donere deres børns gamle legetøj eller eventuelt købe noget nyt, siger hun.
Hun oplyser, at der ikke er krav til tilstanden af det brugte lejetøj, som bliver afleveret i Mæglerhusets butikker, for når indsamlingen stopper, vil repræsentanter for Julehjælpen gå det hele igennem og kassere det, der er i for ringe stand.
- Vi går selvfølgelig også ud fra, at folk ikke kan finde på at aflevere noget, der er meget dårligt - eller måske ligefrem helt ødelagt, siger Maria Langergaard Vammen.
Indsamlingen foregår til og med 30. november.