Billede beskrivelse

Gal eller genial? Morten sælger sine lår som reklamesøjle

Lader virksomheder tatovere deres logoer på hans krop til fordel for velgørenhed

05. november 2022 kl. 18.02

AALBORG: Morten Grabowski Kjær, ejer og CEO hos Luksusbaby A/S, har taget utraditionelle metoder i brug for at skaffe penge til sygdomsramte og udsatte børn.

Han har besluttet at sælge dele af sin krop til virksomheder, der vil betale for at få deres logoer tatoveret på hans hud.

Betalingen donerer han til udsatte og sygdomsramte børn gennem fonden CoolUnite.

- Fonden arbejder med at støtte sårbare og sygdomsramte børn, og det er vigtigt for mig at bakke op om det, siger Morten Grabowski Kjær.

-  Men hvis jeg bare bad om penge uden at give noget igen, ville virksomhederne måske tøve lidt. På den her måde får de reklame i mange år, for hvis jeg bliver 100 år, er det jo en 60-årig eksponering, bemærker han.

Først det ene lår og så det andet lår

I første omgang stiller han det højre lår til rådighed som reklamesøjle, men hvis interessen er stor nok, er han villig til også at sælge venstre lår.

Han har i forvejen en tatovering på armen, så han ved, at det kan være en smertefuld proces at få lavet virksomhedslogoerne. 

- Men jeg tager gerne lidt smerte for det gode formål, siger han.

Et logo på hans ben koster 15.000 kroner, og målet er i alt at indsamle 300.000 kroner til CoolUnite. Det betyder, at Morten Grabowski Kjær skal have hele 20 virksomhedslogoer tatoveret på kroppen.

Det lyder måske voldsomt, men logoerne er ikke større end en to-krone, så der skulle være plads til dem alle  - og ellers kan det andet lår også komme i brug. 

- Og de vil aldrig blive fjernet igen. De her sponsorer kommer med mig i graven, siger Morten Grabowski Kjær.

Billede beskrivelse

12 tatoveringer solgt

Flere virksomheder har vist interesse for den livslange reklame på hans lår, og allerede indenfor den usædvanlige indsamlings første døgn fik han tre seriøse henvendelser.

På nuværende tidspunkt har han aftaler på plads om 12 tatoveringer, hvoraf de 11 er virksomhedslogoer. Den 12 tatovering er en privatmand, der gerne vil støtte indsamlingen og derfor har købt en tatovering af et anker.

Morten Grabowski Kjær forventer, at han sagtens kan nå de ønskede 20 tatoveringer - og måske endda flere.

- Jeg overvejer, om jeg skal sætte antallet af tatoveringer op til 25 - men så kan det altså godt være, at nogle af dem bliver på det andet lår, griner han.

Om det er højre eller venstre, så bliver logoerne tatoveret på forsiden af lårene for mest mulig eksponering, for som Morten Grabowski Kjær siger:

- Virksomhederne skal jo have noget for deres penge, og jeg bruger ikke selv lårene til så meget. Jeg går for eksempel ikke med speedos om sommeren, så det er ikke så vigtigt, hvordan de ser ud.

Søger efter en tatovør

Han håber, at han kan få de første logoer tatoveret på låret inden længe, og han er lige nu på udkig efter en tatovør, der vil udføre opgaven mod betaling eller som vil lægge gratis blæk og ekspertise til mod til gengæld at få samme eksponering som de andre virksomheder.

Indsamlingen er en del af CoolUnites såkaldte Superdyst, hvor nordjyske virksomheder konkurrerer om at samle mest muligt ind til det gode formål på 14 dage. 

Ifølge Morten Grabowski Kjær er det en konkurrence, som både børnene og virksomhederne vinder på, fordi ingen af de indsamlede midler går til administration, men udelukkende til de børn, de er tiltænkt. Derfor er han ikke bange for, at han på sigt kommer til at fortryde sin beslutning. For som han siger:

- Gal eller genial - kender ikke svaret, men jeg er taknemmelig for alt, livet har givet mig og vil elske at give igen, og samtidig grine og smile af et lår, som indeholder mere end bare minder!

Virksomheder eller privatpersoner, der er interesserede i at købe en tatovering på Morten Grabowski Kjær, er velkomne til at kontakte ham på morten@luksusbaby.dk eller på Facebook.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste