Fund afslørede kæmpe narkosag
En 65-årig mand solgte narko for flere millioner kroner som del af organiseret narkokartel. Hans 59-årige tidligere samlever blev dømt for en mindre andel
AALBORG: Da politiet i oktober sidste år slog til mod et Boxit-rum i Aalborg, fandt man omkring 500 gram metamfetamin. Men det var blot toppen af isbjerget - og efterforskningen afslørede efterfølgende handel med hårde stoffer til flere millioner kroner.
Tirsdag blev et par fra Aalborg så idømt strenge fængselsstraffe for organiseret handel med narko for flere millioner kroner.
Den 65-årige Poul-Erik Joni Jørgensen blev idømt 10 års ubetinget fængsel for at have handlet med 13 kilo kokain eller metamfetamin samt 15 kilo hash til en samlet værdi af mindst 4,4 millioner kroner.
Hans tidligere samlever, 59-årige Nonglek Kumsuwang, blev idømt tre års fængsel for omkring 750 gram metamfetamin til en værdi af omkring 210.000 kroner, og blev samtidig udvist af landet for bestandigt. Hun er thailandsk, men har svensk statsborgerskab.
Det oplyser anklager Kim Kristensen.
Narko for over 4 mio. kr.
Den omfattende narkosag tog sit udspring 28. oktober 2021, da politiet valgte at ransage Boxit-rummet, efter længere tids efterforskning mod den 65-årige mand.
Fundet af 515 gram metamfetamin i rummet førte til, at parret blev anholdt, og politiet efterforskede videre i sagen.
Under efterforskningen fandt man blandt andet regnskaber og pengeoverførsler på parrets telefoner som pegede på, at manden havde håndteret 11 kilo hårde stoffer, og at kvinden havde handlet med en mindre mængde narko, fortæller Kim Kristensen.
Men det stoppede ikke her.
For mens sagen blev efterforsket, dumpede der en sagsmappe fra København ind hos Nordjyllands Politi. Den 65-årige var nemlig også i søgelyset i forbindelse med en større narkosag i hovedstaden, hvor han var mistænkt for at have solgt to kilo kokain.
Her var det krypteret kommunikation, der pegede på, at han var narkohandler, forklarer Kim Kristensen.
Ifølge anklagemyndigheden havde den 65-årige været en central del af et organiseret narkokartel, selvom han dog stod lavt i hierarkiet, fordi han havde en gæld, forklarer anklageren.
Nægtede kendskab til store mængder narko
Det afviste den 65-årige dog i Retten i Aalborg, hvor han nægtede ethvert kendskab til de mange kilo hård narko og til regnskaberne på hans telefon. Han erkendte kun besiddelsen af de omkring 500 gram metamfetamin, der blev fundet i Boxit-rummet og forklarede, at en del af det var til eget forbrug, men en mindre del blev solgt videre, oplyser Kim Kristensen.
Den 59-årige kvinde nægtede også det meste, og erkendte kun at have solgt omkring 100 gram metamfetamin til nogle bekendte, svarende til de pengeoverførsler, der havde været på hendes telefon.
Men selvom parret altså ikke blev taget på fersk gerning med de store mængder narko på sig, så fandt Retten i Aalborg altså, at beviserne mod dem var stærke nok til at dømme dem.
Både manden og kvinden udbad sig betænkningstid med henblik på en eventuel anke af dommen.