Fremtidens spise - insekter?
Klumme af Almedina Boskailo
AALBORG: Vidste du godt, at der i 2050 forventes at leve tæt på 10 milliarder mennesker på Jorden? Som de fleste nok allerede godt ved, så giver dette ret store problemer for fremtidens fødevareforsyning. Særligt taget i betragtning, at det allerede er en udfordring at brødføde de godt 7 milliarder mennesker, som vi er på kloden nu.
Hvad er så fremtidens mad-alternativer? Jeg har allerede talt om plantefars, men har du overvejet insekter? Hvordan lyder det?
Det lyder sikkert som en løsning, mange af os her i vesten væmmes over. Men for omkring to milliarder mennesker verden over er insekter altså allerede en del af hverdagskosten, så hvorfor ikke få resten af verdens befolkning med på den sunde og billige spise? Jeg tror bestemt, at det bliver en udfordring at ændre synet på insekter i en del vestlige lande, dog skal der fokuseres på, hvor stort et potentiale insektspise har.
Insekter har et meget højt proteinindhold og er rige på vitaminer og aminosyrer, hvilket gør dem til en seriøs konkurrent til andet kød, der er langt dyrere at producere.
Derudover findes insekter næsten overalt på jorden og i store mængder, de kan derfor sikre store mængder mad. Opdræt af insekter kan foregå med et markant mindre forbrug af jordens ressourcer end husdyr, fordi insekter kræver mindre plads, mindre vand, forurener mindre og udleder færre drivhusgasser. Det er derfor en bæredygtig fødekilde.
Larver, biller, orme og myrer - Nu ville de fleste af os kalde dem insekter (inklusiv mig selv), men måske skal vi vænne os til at kalde dem for snacks?
Jeg har læst om en undersøgelse, Megafon har lavet for Dyrenes Beskyttelse, hvor fire ud af ti danskere svarer, at de er klar til at prøve at spise insekter, hvis de bliver serveret på en indbydende måde.
Jeg har blandt andet smagt på DARE TO EAT’s produkter, som forsøger sig med insekt-spise på en indbydende måde. De er nogle af dem, som bringer en ny dimension ind i det vestlige køkken ved at indføre SPISELIGE INSEKTER! Ja, du læste rigtigt.
Jeg var ikke den eneste, der smagte, men bød disse insekt-snacks til flere af mine kollegaer på arbejdet. Nogle nævnte jeg overfor, at der var insekter i, og disse personer var ret skeptiske til at starte med. Jeg valgte ikke at nævne det for andre, og de synes, smagen samt konsistensen var god og var slet ikke så pessimistiske, som de, der på forhånd vidste, hvad der var i. Det er da ret interessant. Det skal siges, at det er insektmel, der blev brugt i de snacks, vi smagte. Og jeg kunne altså godt lide dem.
Hvem ved, måske går der ikke lang tid, før vi finder adskillige insekt-snacks på hylderne, hvor poserne med flæskesvær og chokolade plejede at stå?