Billede beskrivelse

Flot syn: Bogbusser holder træf i Aalborg

Firhjulede biblioteker fra hele landet mødes i morgen, og du kan være med

01. juni 2018 kl. 13.36

AALBORG: Tænk traktortræk og veteranbiltræf, tilsat en stor del bøger og en smule sparken dæk, og så har du i grove træk opskriften på et noget usædvanligt møde midt i Aalborg i morgen, lørdag 2. juni.

Her mødes landets bogbusser nemlig til boghustræf på Slotspladsen. I alt 14 busser vil fra morgenstunden rulle ind på pladsen og holde parkeret hele dagen. Det svarer i grove træk til, at alle de kommuner i landet, der bruger bogbusser er repræsenteret på træffet. Samtidig kommer der også repræsentanter fra Slesvig-Holstein og Island, de har desværre af praktiske grunde måttet lade deres hjul blive hjemme.

Landets bogbusser og ikke mindst de ansatte mødes hvert andet år til træf og ideudveksling et sted i landet, senest i Skive i 2016. De bruger dagen på workshops og på at diskutere, hvordan bogbusserne bedst kan være en del af danskernes hverdag. De bruger dog også dagen på at sparke dæk og sammenligne køretøjer.

Billede beskrivelse

Velkommen om bord

De mange kulørte special-biler bliver utvivlsomt et imponerende syn.

Fra midt på eftermiddagen kan du være med, og ved selvsyn konstatere, om en bus fra f.eks. Sønderjylland er bedre end en fra Nordjylland, og hvad de kører med på Sjælland.

Fra kl 15 til kl. 17 er der nemlig åbne busser på Slotspladsen, hvor alle er velkomne om bord på de store køretøjer.

Aalborg Bibliotekerne lokker med, at mange af os her i kommunen netop har brugt bogbusserne, som det første bibliotek, og at vi til træffet kan genopleve bussernes charme og samtidig mærke den helt særlige atmosfære, der er i de rullende biblioteker.

Skulle du være særligt interesseret i mekanikken bag bogbusserne er der også mulighed for at spørge til og sammenligne teknik og mekanik.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste