Find påskeægget og kom til Potter-koncert
Musikkens Hus inviterer på æggejagt lørdag 24. marts kl. 10
AALBORG: Ka’ du li’ kvalitets-chokolade og ka’ du li’ Harry Potter - så mød op ved Musikkens Hus på lørdag 24. marts kl. 10.
Påsken står for døren og således også de traditionelle æggejagter.
Derfor gemmer Musikkens Hus ti flotte påskeæg fra Aalborg Chokoladen rundt omkring i det store hus, og det er ikke kun til glæde for jægere med en sød tand.
Inden i hvert af æggene ligger nemlig to billetter til Harry Potter og De Vises Sten in Concert, der spilles med live symfoniorkester to gange i Koncertsalen 25. marts. Efterfølgeren, Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer in Concert, opføres 26. marts.
- Vi glæder os til at se en masse jægere på gange, trapper og i alle hjørner af vores fantastiske hus - og så glæder vi os til at sætte gang i påskeferien på behørig vis med tre filmkoncerter for hele familien, siger Lasse Rich Henningsen, adm. direktør i Musikkens Hus.
Reglerne i æggejagten er ganske simple.
Klokken præcis 10 lørdag den 24. marts åbnes hovedindgangen til Musikkens Hus.
Herefter gælder det om at løbe ind og finde et chokoladeæg så hurtigt som muligt, spise eller knække sig gennem kvalitetschokoladen ind til billetterne - og ellers begynde at glæde sig til en musisk og magisk filmoplevelse.
Det er naturligvis kun tilladt at finde ét æg pr. jæger.
Billetterne er til Harry Potter og De Vises Sten in Concert klokken 14 søndag 25. marts.