Få gang i hofterne og smil på læben i en god sags tjeneste
Du kan gratis komme til salsa i GAME Streetmekka 10. april.
AALBORG: Kunne du godt tænke dig at få løsnet hofterne og lære at bevæge fødderne til eksotiske salsarytmer? Så har du chancen nu.
Søndag 10. april er der mulighed for at tjekke ind til salsalektion i GAME Streetmekka. Lektionen er den første af sin slags arrangeret af organisationen Salsa4Water og er derfor gratis denne gang, men ellers går overskuddet til at skaffe rent drikkevand i blandt andet Rwanda og Ethipioen.
- Det er til et godt formål. Vi vil gerne bidrage til at samle folk, sprede kultur, dans og glæde i Aalborg, fortæller Ian Lau fra Salsa4Water.
Du behøver ikke at bekymre dig, hvor meget eller lidt erfaring du nu måtte have inden for salsa. Eftermiddagen er nemlig delt op i niveauer. Basis starter klokken 15, mens begynderholdet følger efter klokken 16 og øvede klokken 17.
Så tag din kæreste eller ven i hånden, eller bare mød op selv.