"Simply the best!": Storslået musical om Tina Turner kommer til byen
AALBORG It’s simply the best!
Den internationale succes "Tina – The Tina Turner Musical" kommer til Danmark i en ny, dansk version og får premiere i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) den 21.–25. oktober 2026. Publikum i Nordjylland kan se frem til en uforglemmelig musicaloplevelse fyldt med energi, drama og ikonisk musik.
Det fortæller AKKC i en pressemeddelelse.
"Tina – The Tina Turner Musical" fortæller historien om en af musikhistoriens mest banebrydende kvinder – en kunstner, der turde udfordre tidens normer om køn og race.
Forestillingen følger Tina Turners liv fra en ydmyg opvækst i Nutbush, Tennessee, til status som “The Queen of Rock’n’Roll” på verdens største scener. Publikum bliver ført gennem hendes livs rejse af et storslået hold af sangere, skuespillere og et live rockband, der optræder seks gange i Aalborghallen.
Musikalsk kraftpræstation
Musicalen indeholder 23 af Ike og Tina Turners største sange – heriblandt "Proud Mary", "What’s Love Got To Do With It", "River Deep Mountain High", "Private Dancer" og "The Best".
Den gribende fortælling skildrer både karrierekamp, et turbulent ægteskab og det store comeback, der gjorde Tina Turner til globalt ikon.
Hovedrollen som Tina Turner spilles af den danske sangerinde Iris Gold, som dermed får sin musicaldebut. Hun har tidligere delt scene med verdensstjerner som Robbie Williams og Taylor Swift, udgivet albummet "Woman" i samarbejde med Dave Stewart (Eurythmics) og optrådt i Paris for præsident Emmanuel Macron.
I Danmark har hun bl.a. optrådt på Det Kongelige Teater i koncertrækken "Black Voices – A Tribute".
Rollen som Ike Turner varetages af Luc Boris André Kouadio, der har erfaring fra både teater, dans, musik og tv. Han har medvirket i forestillinger som "Fame – The Musical", "Mary vs Elizabeth I" og "Chicago" på Aarhus Teater samt i "Moulin Rouge" og "I Am Gold" på Betty Nansen Teatret. Derudover har han optrådt ved store begivenheder som Dronning Margrethes afskedskoncert og Prinsesse Isabellas 18-års fødselsdagsgalla.
En forestilling med Tina Turners velsignelse
Musicalen er skrevet af den prisbelønnede dramatiker Katori Hall i samarbejde med Tina Turner selv, som kort før sin død sagde:
- Musicalen handler ikke om at være stjerne, men om hvordan jeg blev det, om min rejse derhen … jeg håber, at publikum fanger mit budskab, at selv den bitreste gift kan forvandles til medicin."
Med over 12 Grammy Awards, millioner af solgte albums og udsolgte arenaer verden over hyldes Tina Turner i denne musical for sin styrke, sit mod og sin tidløse musik – en fortælling, der både bevæger og inspirerer.