Samba, solskin og forår: Karneval rammer Aalborg i weekenden
AALBORG: Kan du mærke karnevalsenergien spire i hofterne?
Så er der godt nyt til dig. For du behøver nemlig ikke vente helt til maj med at indfri den.
Allerede på lørdag - den 11. april - forvandles byens gader til en farverig fest, når Aalborg Karneval skyder årets karnevalssæson i gang med Carrus Navalis.
Her kan du se frem til, at sambaskolen Poco Loco danser i forårssolen med sine nye danskere og trommeslagere, at Karnevello spreder glæde blandt de små, og at Kanonlauget markerer sæsonstarten med et brag.
– Foråret og karnevallet hører sammen – det handler om at samles, mærke livet og møde hinanden i en ny, sprudlende stemning. Carus Navalis er vores 1. tegn på at Karveallet er på vej, udtaler Jeanett Kaare i en pressemeddelelse fra Aalborg Karneval.
Dagens program
Dagen starter klokken 11 ved Nordkraft på Kjellerups Torv, hvor Marie Knudsen Fogh fra Aalborg Teater åbner showet med en hyldest til forårets komme.
På dagen optræder også Åh Buster med sangen "Kommer du til karneval". En sang, der kredser om det særlige ved karneval:
– Sangen tager udgangspunkt i oplevelsen af at have været til karneval, hvor man pludselig taler med fremmede, hilser på flere, end man plejer, og i det hele taget er mindre optaget af, hvad andre tænker, fortæller Åh Buster.
Ruten for dagen ser således ud:
Frivillighed og fællesskab
Carrus Navalis er bundet sammen af frivillige hænder, og det gør optoget til noget helt særligt - det er nemlig frivilligheden, Aalborg Karneval bygger på, ifølge Jeanett Kaare:
– Det er vigtigt for os at skabe noget sammen med vores frivillige, for giver mulighed for at nytænke vores oplevelser. Det er jo en kæmpe gave og en stor luksus som vi elsker.
Carrus Navalis starter klokken 11 ved Nordkraft og slutter omkring klokken 14 samme sted – og alle er inviteret.
– Karneval handler jo om fællesskab og om at møde hinanden. Og når solen titter frem, og foråret begynder at spire, smiler vi lidt mere, og alt føles lidt lettere. Det er dét, Carrus Navalis kan – dagen sætter skub i alle dog kalder på karneval, fortæller Jeanett Kaare, talsperson for Aalborg Karneval.