Publikum strømmede til Husets kunsthåndværkermarked
AALBORG: Der var liv og aktivitet i de historiske rammer på Huset i Hasserisgade, da årets kunsthåndværkermarked søndag løb af stablen.
Publikum strømmede til arrangementet, der er blevet en fast tradition på Huset som en markering af starten på efterårssæsonen.
41 udvalgte kunsthåndværkere, kunstnere og designere var rykket ind i gårdhaven og i Husets Galleri med et bredt udvalg af håndlavede værker og produkter.
Gæsterne kunne gå på opdagelse blandt alt fra keramik, smykker og tekstiler til grafik, tegninger og skulpturer.
På 2. sal var der samtidig åbent atelier, hvor besøgende fik et sjældent indblik i det daglige arbejde blandt nogle af Husets faste brugere.
Her kunne man følge kunstnerne tæt på og opleve den kreative proces, mens værkerne tog form. Huset rummer en række atelierpladser, der giver kunstnere mulighed for at arbejde og udvikle deres praksis i et kreativt miljø.
Blandt brugerne er Freja Kindt, som søndag var i færd med at male et portræt.- Det er delvist et selvportræt, fortæller Freja, der er glad for de muligheder, der ligger i atelieret. - Det er en god måde at sparre med andre på og i det hele taget opbygge et netværk, konstaterer hun.
Plakaten til årets kunsthåndværkermarked var i øvrigt skabt af Jeanette Hartman Sloth. Motivet, baseret på linoleumstryk, fungerede som markedets visuelle kendetegn.