Overflod af underholdning venter til Aalborg Børnekarneval
AALBORG: Børnene kan glæde sig til Hr. Skæg, som har været på Aalborg Børnekarnevals ønskeliste i flere år - og nu er han udnævnt som prins af Aalborg Børnekarneval 2026, der finder sted 16. maj.
Hr. Skæg leverer læring på højt niveau med bogstaver og rim, og gennem årene har han gjort det første møde med ord og matematik til en sjov og spændende leg for tusindvis af børn.
Kom og vær med til at grine, gispe, gruble og juble, når Hr. Skæg og hans ven Vinter med børnenes og alfabetets hjælp, forsøger at knække læsekoden.
Klassiske børnesange med Åh Abe Greatest
Åh Abe Greatest, spillet af Mek Pek og Habbasutterne, bringer de klassiske barndomssange, som hele familien kan synge med på.
Mek Pek har gennem årene opbygget et solidt ry som børnenes ven, og med en usædvanlig energi, humor og oprigtig glæde underholder han både børn, forældre og alle andre barnlige sjæle.
Repertoiret er fyldt med sange fra Åh Abe og Habbasut-pladerne, og de seks musikere leverer et skønt og livligt show fyldt med rytmer og "løgnehistorier".
Skideskørt show med Onkel Reje
Er du klar til at opleve Ramasjangs skøre onkel i sit vildeste show nogensinde?
Onkel Reje er tilbage med et helt nyt Skideskørt Show, der er sprængfyldt med funky musik, utrolige tryllenumre og selvfølgelig masser af skæg og ballade.
Denne gang byder Onkel Reje på både nye sange og et funky twist af de gamle, elskede hits. Men det er ikke kun musikken, der er skør – Onkel Reje har også magi i ærmet!
Forbered dig på utrolige tryllenumre, der får både børn og voksne til at klø sig i nakken af undren.
Leg og sang med Gurli Gris
Gurli Gris tager sin lillebror Gustav og deres allerbedste fantasiven med, når de blænder op for et interaktivt liveshow fyldt med sang, spas og masser af leg.
Det er ikke bare et show – det er en legeaftale, hvor alle er inviteret til at deltage.
Publikum bliver en aktiv del af fortællingen. Børnene skal hjælpe Gurli og Gustav med at gennemføre de sjove lege, synge med på de kendte sange og måske endda lære et par nye tricks af Kaptajn Sjov.
Prøv kræfter med samba-dans og cirkus i børnehøjde
Der venter magiske oplevelser med Cirkusklubben, Det Flyvende Kuffertcirkus og Sambaskolen Poco Loco, hvor børnene kan opleve cirkusmagi og dans på nært hold.
Hele Kildeparken forvandles til et univers af musik, leg og fantasi, hvor børn og familier kan gå på opdagelse blandt sceneshows, cirkus, kreative aktiviteter og masser af overraskelser.
Udover sceneshows fyldes Kildeparken med aktiviteter som ansigtsmaling, kreative workshops, parkour, hesteshow, kemishows og møder med populære content creators.
Her kan børnene udforske, lære og lege sammen i et univers fyldt med fantasi og fællesskab.
- Aalborg Børnekarneval er først og fremmest børnenes dag. Det er en dag, hvor de kan udforske, prøve nye ting og mærke den helt særlige glæde ved at være en del af et stort fællesskab fyldt med musik, leg og fantasi, siger Jeanett Kaare, talsperson for Aalborg Karneval.
Et overflødighedshorn af oplevelser og underholdning
Aalborg Børnekarneval 2026 lover et sandt overflødighedshorn af underholdning for børn og familier.
Musik, dans og kreative aktiviteter fylder hele Kildeparken med energi, farver og latter, og man kan allerede mærke, at stjernestøvet vil regne over Kildeparken 16. maj.
- Vi har sammensat et program, der sprudler af glæde og energi. Her er noget for alle – fra børn, der vil give den gas foran scenen, til dem, der hellere vil fordybe sig i kreative aktiviteter. Det er en festdag, som hele familien kan være med til, siger Signe Kloppenborg, projektleder for Aalborg Børnekarneval.
Tilbage er bare at finde sin udklædning frem. Med temaet "Uden dig – Ingen os" er der masser af muligheder for at passe ind.
Tidligt billetsalg for første gang nogensinde
Billetsalget starter tirsdag d. 10. marts kl. 10.00, men for første gang får nyhedsbrevsmodtagere et eksklusivt link én time tidligere.
Det betyder, at man allerede kl. 09.00 kan sikre sig billetter til årets store Børnekarneval.