Billede beskrivelse

Ny festival indtager Aalborg

14. april 2026 kl. 07.00
Opdateret kl. 08.48

AALBORG: Det er tid til at finde danseskoene frem, for en ny festival er på vej til Aalborg.

Denne festival bliver noget helt særligt – det drejer sig om Aalborg Tango Festival, der finder sted den 14.-17. maj.

Det oplyser foreningen Tango Aalborg i en pressemeddelelse.

Jubilæumsfejring

Festivalen lanceres i anledning af Tango Aalborgs 25-års jubilæum, og festivalens omdrejningspunkt vil være argentinsk tango.

Festivalen får sin base i Odd Fellow Palæet på Boulevarden 20, hvor deltagerne kan lære de første dansetrin, lytte til en tangokoncert og opleve tangoens stemning.

Der vil også være mulighed for at danse på Hotel Phønix på Vestrebro 77, hvor der afholdes workshops i dagtimerne. Fredag og lørdag aften bydes der på liveorkestre, og underviserne vil desuden fremføre et professionelt tangoshow.

Blandt festivalens højdepunkter kan de besøgende se frem til to koncerter med det argentinske orkester El Cachivache. Torsdag aften spiller de i Odd Fellow Palæet, og lørdag aften er de hovedattraktion ved den store gallaaften i kongesalen på Hotel Phønix.

Resten af programmet kan findes på festivalens hjemmeside.

– Aalborg Tango er en lilleput i den store tangoverden og derfor er vi også enormt stolte af, at vi kan arrangere en festival i den størrelse. Vi har hele 18 workshops med nogle af de bedste internationale tangolærere og milongas med orkestre i verdensklasse. Det kan selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi Hotel Phønix og Odd Fellow bakker os op og fordi vi har en forening, hvor rigtig mange medlemmer arbejder hårdt for at få det hele til at lykkes, udtaler Silvia Jensen, formand for Tango Aalborg.

Aalborg Tangofestival er støttet af Aalborg Kommune, Nordea Fonden og Viborg Ingeniørerne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste