Billede beskrivelse

Nu kommer "forrygende flot cirkus" til Aalborg

26. april 2026 kl. 11.00

AALBORG: - Forrygende flot cirkus.

Sådan lyder bare en af de femstjernede anmeldelser, som Cirkus Arena har høstet for deres nyeste show.

Og snart har du også muligheden for at opleve forestillingen.

Cirkus Arena kommer nemlig til Aalborg igen.

I år bliver det 7. til 10. maj på Fjordmarken i Vestbyen.

Det oplyser Cirkus Arena i et nyhedsbrev. 

De skriver også, at 2026 er året, hvor cirkusdirektørparret Hanne og Benny Berdino fejrer 50 års jubilæum. Det er også en europæisk rekord, da ingen andre cirkusdirektører i Europa har siddet i et halvt århundrede.

- Da jeg stod i manegen første gang som cirkusdirektør i 1976, havde jeg aldrig forestillet mig, at vi 50 år senere skulle fejre denne milepæl. Da jeg blev født, proklamerede min far, at jeg skulle være cirkusdirektør. Det var 9 år før, han grundlagde Cirkus Arena, så han havde en retning, længe før andre så vejen, siger Benny Berdino i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Vi fejrer jubilæet med en forestilling, der hylder cirkuskunsten, vores artister og publikum, der har fulgt os gennem generationer. Det er en oplevelse, der samler hele familien om ægte cirkusmagi – med duften af savsmuld, imponerende artister og spektakulære overraskelser. Det er rigtig cirkus.

Hvornår spiller de?

  • Torsdag 7. maj klokken 17.00.
  • Fredag 8. maj klokken 18.00.
  • Lørdag 9. maj klokken 12.00 og 15.30.
  • Søndag 10. maj klokken 12.00 og 15.30. 

Der er altså lagt op til et af de helt store jubilæumsshows, når Bubber, Malene Qvist og resten af Cirkus Arena gæster Aalborg til maj.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste