Nordjyllands største begivenhed vender retur - styrket med over en halv million kroner
AALBORG: Siden det første gang løb af stablen i Aalborg i 1999, har Tall Ship Races været det mest besøgte event i hele Nordjylland.
Sidste gang eventet besøgte byen, i 2022, tiltrak det 686.000 besøgende - og næste år er det tid igen, når Tall Ship Races vender tilbage til Aalborg for 7. gang den 30. juli til 2. august.
Og det er altså noget, som Spar Nord Fonden i den grad bakker op om. Fonden har netop valgt at styrke eventet med en donation på 650.000 kroner.
Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
- Med Spar Nord Fondens donation kan vi give aktiviteterne for børn og børnefamilier under arrangementet et løft. Samtidig kan vi fortsat arrangere Nordjyllands største begivenhed med fri entré og holde det kvalitetsniveau, vores publikum forventer, siger borgmester Lasse Frimand Jensen.
100 unge skal afsted
Formålet med eventet er, at fremme sejlads blandt unge i alderen 15 til 25 år ved at rekruttere unge mennesker til en oplevelse for livet ombord på et af de tilmeldte skibe.
Aalborg Kommune skal rekruttere 100 unge, som skal sejle turen fra Aalborg til Stavanger. I øjeblikket er der 23 tilmeldte skibe, men det endelige antal forventes af lande på omkring 70.
Udover de mange sejlere har eventet dog samtidig udviklet sig til en vaskeægte havnefest med gratis koncerter, et væld af barer og masser af underholdning, som på mange måder er til gavn for byen.
- The Tall Ships Races er en vigtig event for Aalborg. Arrangementet er elsket af borgerne i Aalborg Kommune, det skaber masser af omtale og generer høj omsætning i byen, siger borgmesteren.
En turismeøkonomisk effektmåling udarbejdet af VisitDenmark i forbindelse med The Tall Ships Races 2022 viste, at eventturister brugte 97 millioner kroner i Aalborg Kommune. Eventturister er i den forbindelse forstået som gæster, der ikke kommer fra Aalborg Kommune, og som er i Aalborg på grund af The Tall Ships Races.
Så der er altså alt mulig grund til at glæde sig, når eventet næste år vender tilbage fra den 30. juli til den 2. august - med Aalborg som slutdestination.