Seneste nyt
Billede beskrivelse

Nibe Festival får nyt område

25. juni 2026 kl. 15.22

NIBE: Et spritnyt område ser dagens lys ved den 40. udgave af Nibe Festival.

Syng hedder det - og området dækker over en ny scene, en ny bar og ikke mindst masser af god og hyggelig stemning.

- Med Syng ønsker vi at skabe et område, som kredser om fællesskabet. Og ja, det bliver en hybrid, som både rammer bredt underholdningsmæssigt og skaber optimale betingelser for fællesskab, fest og – ja – fællessang, udtaler talsperson Peter Møller Madsen.

Syng bliver en lille oase med en centerscene, hvor der det ene øjeblik sidder en pianist eller står en guitarist med det formål at skabe fest og fællessang, mens der på andre tidspunkter afvikles podcast, quiz eller bingo.

Det oplyser Nibe Festival i en pressemeddelelse.

Det kan du se frem til

Onsdag og torsdag kan du se frem til livepodcasten Bang & Langes ABC med Nicolaj Lange og Carsten Bang i det nye område.

Senere torsdag kommer der endnu mere podcast, når Suspekt gæster området.

Du kan også se frem til fest og fællessang med Bjarne Langhoff, som de seneste år har fyldt pianobarer over hele landet, Jacob Decco, frontmand i festmaskinen Decco Band, samt to af Nordjyllands stærkeste kvindelige pianister – Signe Olsen og Anne-Marie Hassing.

Fredag og lørdag får området besøg af quiz- og bingoværter, som afvikler henholdsvis Én Eller Anden Nibe Quiz og Én Eller Anden Jubilæumsquiz.

Nibe Festival løber af stablen 1. - 4. juli.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste