Billede beskrivelse

Løb som en superhelt — Og gør en god gerning

23. marts 2026 kl. 14.02

AALBORG: Hvis de mindste i dit hjem har en lille drøm om at løbe gennem vinden med en superheltekappe blafrende bag sig, så har du nu muligheden for at give dem den oplevelse i godt selskab.

Og så kan du tilmed støtte et godt formål imens.

26. april afholder Børneulykkesfonden i samarbejde med Carls Running Club og Breadbykaerup Social Superhero Kids Run, hvor kilometer i benene bliver omsat til penge på lommen. Formålet er nemlig at samle penge ind til Legeheltenes arbejde for børn med livstruende sygdomme i Danmark.

Det oplyser Børneulykkesfonden i en pressemeddelelse. 

Legeheltene har til formål at give indlagte og udsatte børn et liv med mere leg, bevægelse og fællesskab. Legeheltene er til stede på 64 afdelinger inden for hospitalsvæsenet, børne- og ungepsykiatrien, børnehjem og indkvarteringssteder for flygtninge, hvor de leger, hvad der svarer til 35 timer i døgnet året rundt.

Til Social Superhero Kids Run vil der være klargjort en rute på 500 meter, som man kan løbe igen og igen efter lyst og energiniveau. Ruten er tiltænkt børn, men deres voksne skal også være velkomne til at trække i løbeskoene. 

- De voksne må gerne løbe med. Alle er velkomne til at få noget sved på panden, siger Pernille Morell Aaen, der er projektleder i Børneulykkesfonden. 

Og hvis man ikke har sin egen superheltekappe til løbet, så er det også muligt at købe en på løbsdagen til den nette sum af 75 kroner.

Arrangementet afholdes som en optakt til den internationale superheltedag, der finder sted 28. april.

Løbet starter kl. 10 den 26. april ved Friluftsbadet/vestre Fjordpark i Aalborg. Billetprisen er 50 kroner per deltagende barn, og pengene går ubeskåret til Legeheltene. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste