Klar til stegt flæsk og grin ad libitum? Svin & Grin rammer Aalborg
AALBORG: Der venter både smagsløg og lattermuskler en oplevelse, når Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) inviterer til det nye koncept "Svin & Grin" 19. februar kl. 18.30 i Europahallen. Her kan gæsterne se frem til stegt flæsk ad libitum, masser af grin og en uformel aften i godt selskab.
For hvem elsker ikke stegt flæsk? Det er allerede en sikker vinder – men det bliver endnu bedre. AKKC kombinerer nemlig den klassiske danske ret med et forrygende comedyshow, når nordjyderne samles til en aften med både madglæde og morskab.
"Svin & Grin" har tidligere været en stor succes i Aalborg, men har i en periode holdt pause fra det nordjyske. Nu vender det populære koncept endelig tilbage, og i AKKC er forventningerne høje.
- Vi har glædet os meget til at offentliggøre "Svin & Grin". Titlen i sig selv opsummerer jo en aften med god mad, sjov stemning og masser af grin - noget, vi ved, nordjyderne sætter pris på, fortæller Kristine Ringstrøm Kock, producer i Aalborg Kongres & Kultur Center.
Persillesovs og punchlines
Aftenen byder på stegt flæsk, kartofler og persillesovs i rigelige mængder - en ægte klassiker, som traditionen tro kreeres af Podium, der står for madoplevelserne i AKKC.
Når sulten er stillet, fortsætter underholdningen med et sprudlende comedyshow med tre komikere – fra garvede navne til nye talenter. Hvem der indtager scenen, afsløres først på aftenen, men én ting er sikkert: både maver og lattermuskler får en god omgang forkælelse.
"Svin & Grin" forener dansk hygge med skarp humor og lover en aften fyldt med grin – og masser af sovs!