GAME Streetmekka Aalborg fejrede 8 år med fest og fællesskab
AALBORG: GAME Streetmekka Aalborg markerede mandag 8-års jubilæum med en åben fejring i huset på Kridtsløjfen.
Arrangementet samlede unge, frivillige, samarbejdspartnere og øvrige gæster til et program, der især satte fokus på det fællesskab, der kendetegner stedet.
Eftermiddagen bød på alt fra taler og personlige fortællinger til vibes fra DJ-loungen og naturligvis masser af streetaktiviteter. Gæsterne fik rig mulighed for at møde de unge brugere og få et indblik i fællesskaberne.
I dag har Streetmekka omkring 3.000 medlemmer med en gennemsnitsalder på cirka 20 år. Huset fungerer som et fast holdepunkt, hvor man dyrker alt fra streetbasket, klatring og parkour til sang, musik og dans.
Blandt gæsterne var Aalborg-borgmester Lasse Frimand Jensen (S), rådmand for Klima, Kultur og Sundhed Jan Nymark Thaysen (V) samt rådmand for Børn og Unge Morten Thiessen (K). De kvitterede med rosende ord til både unge og frivillige og fremhævede Streetmekka som et eksempel på, hvad der kan lykkes, når unge får medansvar og reel indflydelse.
Daglig leder Anja Barbré Ladefoged Lyngsø glæder sig over opbakningen og understreger, at jubilæet var en god anledning til at vise stedet frem for samarbejdspartnerne.
- Vi er et hus fyldt med idéer og tiltag. Der sker hele tiden noget nyt, og brugerne er i høj grad med til at bestemme. Og ja, vi har flest børn og unge i medlemsskaren, men alle er velkomne, fastslår hun. Det udsagn blev sat i relief af Lasse Frimand Jensen.
Borgmesteren sluttede således af med en omgang streetbasket.