Find et fællesskab
AALBORG: Mangler du en fritidsaktivitet? En hobby? Et forpligtende fællesskab?
Så har du chancen for at finde en forening, der kan hjælpe dig på vej.
Lørdag 13. juni holder Aalborg City Foreningernes Dag klokken 10.00-15.00 i Aalborg midtby. Her vil de give aalborgenserne en smagsprøve på foreningslivet i og omkring Aalborg.
Det oplyser Aalborg City i et Facebook-opslag.
Her får aalborgenserne muligheden for at møde en række lokale foreninger, prøve aktiviteter og blive inspireret til nye fritidsinteresser inden for flere områder. Der vil både være foreninger for de mindste og til et lidt ældre publikum.
Aalborg City står for rammerne og synligheden. Så er resten op til foreningerne, der skal fylde dagen med indhold, liv og engagement.
Hvis du er medlem af en forening, og vil du gerne tilmelde den eller høre mere om konceptet, så kan du skrive til Aalborg City på kom@aalborgcity.dk.