Billede beskrivelse

Et nyt kapitel i Svenstrup: Biblioteket lever videre på ny adresse

24. april 2026 kl. 08.01

SVENSTRUP: Onsdag blev det nye bibliotek i Svenstrup officielt indviet med en festlig sammenkomst i eftermiddagstimerne. 

Biblioteket er rykket et stenkast fra Godthåbsvej 14D til Godthåbsvej 14B, og det blev fejret med taler, underholdning og forfriskninger.

Billede beskrivelse

Rådmand for Klima, Kultur og Sundhed, Jan Nymark Thaysen (V) holdt åbningstalen og lykønskede bibliotekets brugere.

- Benyt nu stedet godt, sagde han og slog over for avisen fast, at bibliotekerne fortsat har en afgørende betydning. 

- Det kan godt være, at vi gennem årene har lukket flere biblioteker og lagt andre sammen. Men i en tid præget af hurtig information og udfordringer med fake news, skal vi ikke underkende vigtigheden af biblioteker. Det, at vi har steder, hvor vi kan søge og finde information og få hjælp til det af uddannet personale, er af stor betydning.

Billede beskrivelse

- Her er det jo gratis

Allerede nu har brugerne dog taget det nye bibliotek til sig.

Anna-Lise og Peter Draeger bor lige i nærheden, og ægteparret var mødt op til indvielsen.

- Jeg kommer her flere gange om ugen, fortæller Anna-Lise.

- Det er hyggeligt at opholde sig på biblioteket, og jeg låner især magasiner af den slags, man betaler dyre domme for i butikkerne. Her er det jo gratis, påpeger hun.

Billede beskrivelse

Peter supplerer: - For mit vedkommende er det især bibliotekets borgerservicefunktion, der tæller. Jeg benytter mig af tilbuddene her frem for at skulle ind til Aalborg, siger han.

Biblioteket er et frirum

Bibliotekschef Kristine Nygaard supplerer og understreger, at Svenstrup Bibliotek har brugere i alle aldre. 

- Som bibliotek udfylder vi også en social rolle. Man behøver ikke at låne bøger for at bruge stedet. Det er også tilladt blot at benytte biblioteket som et frirum. Et sted, hvor man kan sludre med andre eller nyde en kop kaffe. Det er der nu endnu bedre muligheder for i vores nye lokaler. Her har vi lagt vægt på at skabe grobund for både fordybelse og samvær, fortæller hun.

Billede beskrivelse

Nye rammer med plads til udvikling

Flytningen til de nye lokaler - en tidligere bank og senere et callcenter – skyldes behovet for mere plads og bedre lysforhold uden at gå på kompromis med den centrale placering. 

Biblioteket er dog langt fra færdigudviklet. Ifølge medarbejderne er indretningen kun foreløbig, og ambitionen er at forme fremtidens bibliotek i tæt samarbejde med lokalområdet.

Billede beskrivelse

Indflytterfesten bød blandt andet på cirkusopvisning af unge fra FC Højvang og koncert med Tonus Ark. Derudover blev der fristet med ballondyr, slushice og popcorn til de fremmødte.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste