Seneste nyt
Billede beskrivelse

"Nordens Bangkok" åbner snart på Vesterbro

13. august 2026 kl. 14.02
Opdateret kl. 15.37

Arbejdet er godt i gang med de dækkede vinduer.

Inden længe kan Kid Khamhomkul nemlig slå dørene op for "Tyga".

Det bliver en moderne thai-restaurant, hvor indretningen og stemningen minder om et slags street food.

- Værtsskab går jeg sindssygt meget op i. Thailand er jo kendt for at være gæstfri, og det er også det, som jeg gerne vil give til gæsterne her. Det skal føles som om, at man kommer ind i mit hjem, fortæller Kid Khamhomkul.

Fra Nam til Tyga

Kid Khamhomkul er udlært kok, hvor han både har stået i køkkenet hos det nu hedengangne La Locanda og været køkkenchef på Restaurant Nam i 8 år, hvor Tyga nu snart åbner.

Lige så god som stemningen skal være, lige så god skal maden også være.

- Maden kommer til at være autentisk og gennemtænkt her. Jeg går meget op i kvaliteten af maden og de råvarer, jeg bruger. Jeg har fundet mig selv meget i thaimad, fordi det er mine rødder og min historie, fortæller Kid Khamhomkul.

Mange ture i Silvan

Det er første gang, at Kid Khamhomkul selv skal stå for at bygge en restaurant op fra bunden.

Oplevelsen har både været sjov, men også udfordrende.

- Der er lige alle de der småting, man ikke lige tænker over før, før du egentlig står i det. så skal der lige fuges her ved trappen, så skal man lige ud for at finde noget til det. Jeg har nok været i Silvan 2-3 gange om dagen, fortæller Kid Khamhomkul og fortsætter.

- jeg har heldigvis haft min kæreste med. Hun har været kæmpe kæmpe rygrad i det her projekt her, fordi hun går bare i gang, og hun er grundig. Hun har været en kæmpe støtte.

God stemning hele vejen rundt

Det bliver ikke et almindeligt besøg på en restaurant, hvis du finder vej til Tyga.

Lokalerne er indrettet med en masse pynt og gejl. Endda masser af ægte vejskilte fra Bangkok er at finde i restauranten.

- Det skal føles som om, at du træder ind i Nordens Bangkok. Jeg har sagt til tjenerne, at hvis der kommer en god sang på, så gør det ikke noget hvis man lige kommer til at danse. Det skal være helt nede på jorden her. Men der skal selfølgelig lægges op til, at vi selvfølgelig yder en god service, men også at vi har det sjovt, fortæller Kid Khamhomkul.

Tyga åbner dørene d. 31 august.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste