DM-ugens daglige overblik: Mesterskaberne sluttes af med maner
Så blev det søndag - DM-ugens sidste dag.
På trods af det har været en travl uge med fede dueller, bemærkelsesværdige øjeblikke og en fantastisk stemning, er der stadig en del medaljer, som skal uddeles. Så hvis du endnu ikke har fået nok af DM i Aalborg, så er det bare med at komme afsted.
Vi har på Ligeher.nu endnu en gang udvalgt en række konkurrencer, som du i dag kan se frem til.
Dagen starter stærkt ud på Skansen, hvor der fra klokken 08.00 bliver dystet i minigolf. Allerede kort tid efter vil du kunne opleve, hvordan det er at dyste uden at kunne se, når goalball klokken 08:30 gør minigolf selskab på Skansen og giver publikum et brag af en kamp.
Honnørkajen er igen i dag i centrum med flere tilbagevendende begivenheder. Heriblandt padel, som starter klokken 10.00, og styrkeløft, som samtidig gør comeback oven på dagen i går og giver et indblik i kroppens yderste formåen.
Flere var måske til stede fredag d. 27. juni for at opleve herrernes og damernes enkeltstart. I dag går det løs igen, når Danmarks dygtigste cykelryttere trækker i trikoten for at afgøre, hvem der kan kalde sig danmarksmester i linjeløb.
Løbet starter klokken 11.35 fra Honnørkajen med kvindernes linjeløb, mens herrerne sendes afsted klokken 12.30.
Der vil ganske givet blive bokset lidt mellem rytterne under linjeløbet, men på Honnørkajen klokken 13.00 er der helt andre boller på suppen. Her har Danmarks Bokse Union arrangeret kampe mellem de jyske og sjællandske mestre for at finde frem til, hvem der kan kalde sig DM-ugens bedste bokser.
Den sidste konkurrence, der ved dette mesterskab sættes gang i, er kvindernes finale i 10 meter luftriffel. Finalen starter klokken 17.52 i Nordkraft, hvor skytter i verdensklasse vil kæmpe om at kunne iføre sig den famøse guldmedalje.
Festen fortsætter dog helt ind til 20.30 på Honnørkajen, hvor beachvolley slutter DM-ugen af.
Hvis du ønsker at se mere om dagens DM-program, kan du som vanligt se mere på DIF’s hjemmeside, hvor du kan orientere dig om tidligere vindere og kommende resultater.