Bevar Kulturen: Endagsfestival vil sætte fokus på lukningstruede uddannelser
AALBORG: Aalborg Universitet har planer om at lukke for optag på fem bacheloruddannelser og syv kandidatuddannelser.
En beslutning, der endeligt bliver truffet onsdag den 19. november.
Det har fået en række studerende på de lukningstruede uddannelser til at arrangere en festival.
Festivalen finder sted den 22. oktober i Studenterhuset i Aalborg.
Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse.
- Publikum kan se frem til koncerter med de fremadstormende artister Daddy Who, Jove, Maaneland og Shyka Paya, samt lækre korarrangementer komponeret og fremført af studerende, og kunstudstillinger fra den lukningstruede uddannelse Kunst og Teknologi, står der i pressemeddelelsen.
Festivalen er, udover at være en markering af, hvor værdifulde de lukningstruede uddannelser er, også en hyldest til kreativitet og mangfoldighed.
- Festivalen handler ikke kun om at bevare bestemte uddannelser, men om at bevare et helt miljø, hvor kunst, musik og kreativitet kan gro. Når vi mister disse uddannelser, mister vi også de fællesskaber, netværk og muligheder, der rækker langt ud over universitetet, fortæller Karoline Westergaard Eskildsen, der er blandt festivalarrangørerne.
Karoline Westergaard Eskildsen fortæller, at festivalen også er et bevis på det sammenhold, de studerende på uddannelserne har.
- Festivalen er et bevis på, hvad vi risikerer at miste, men også på den styrke og det sammenhold, der findes omkring kulturuddannelserne.
Spirende fællesskaber
Bastian Duusgaard, der også er en af festivalarrangørerne, fremhæver især de fællesskaber, som festivalen ønsker at hylde.
- På sidelinjen har jeg haft fornøjelsen af at se venner og bekendte på AAU’s kulturuddannelser skabe spirende professionelle og kreative fællesskaber. Flere af de kreative projekter, der udspringer af Musik på AAU, har rørt og inspireret mig dybt og har haft stor betydning for mit eget kreative virke, fortæller Bastian Duusgaard.
Alle medvirkende, både på og bag scenen, har tilknytning til de lukningstruede uddannelser.
Festivalen er gratis, og alle er velkomne – uanset baggrund. Dørene åbner klokken 18.30.