Billede beskrivelse

Aalborg-festival med nyt initiativ: - Vi vil gerne lade fortællingerne stråle

26. april 2026 kl. 14.01

AALBORG: Har du hang til hø, og er du nysgerrig på alternative koncertformater?

Så er der godt nyt til dig, for den nye country- og folk-festival Shelter from the Storm er klar med ikke bare det fulde program for festivalen men også to helt nye koncertformater.

Dyk ned i lyrikken

Shelter from the Storm introducerer det nye format ”Sammen om sangtekster/Sharing Lyrics”, hvor 15 festivalgæster får muligheden for at dele deres oplevelse af en sangtekst med hinanden sammen med en læseguide fra Aalborg Bibliotekerne.

Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse.

Skråen understreger, at det ikke bliver en analyse af teksten, som man måske husker fra danskundervisningen i folkeskolen og gymnasiet, men ”nærmere en spontan snak om de tanker og følelser, som sangen og teksten vækker, når læseguiden læser den op”.

I år vil der være mulighed for at snakke om tekster af engelske Will Varley, amerikanske Creekbed Carter Hogan og den lokale sangskriver Oskar Krusell, som musikinteresserede lokalpatrioter måske ville kende fra Kogekunst, Heathe eller som kunstner i eget navn. Alle tre kunstnere vil være til stede under hver deres session, ligesom den vil blive sluttet af med, at de spiller nummeret akustisk.

To afstikkere

Selvom festival - næsten - udelukkende kommer til at foregå i Nordkraft, har festivalen nu lanceret et par afstikkere.

Det drejer sig om to såkaldte in store-koncerter i pladebutikken Lakridspizza. 

Her vil amerikanske Bob Wayne og engelske Clara Mann spille koncerter henholdsvis fredag og lørdag i de mere intime rammer blandt vinylplader og CD'er. 

- Med guidet fælleslæsning og in store-koncerterne tilføjer vi nye elementer til vores festival. Vi vil gerne lade fortællingerne stråle og give dem nyt liv. Det er vigtigt for os at lege med koncertformatet, og hvad en festival skal være, og hvad en festival skal tilbyde, siger programlægger Troels H. Sørensen i pressemeddelelsen.

Festivalen løber af stablen på Nordkraft - og nu også Lakridspizza - 8. og 9. maj. Billetter kan købes på Skråens hjemmeside.

Du kan se det fulde program for festivalen nedenfor. 

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste