Aalborg får en ny musikfestival
AALBORG: Til maj får Aalborg et helt nyt skud på festivalstammen.
Den nye festival hedder Puls festival og kommer til at foregå på Studenterhuset Aalborg den 12. og 13. maj.
Bag den nye musikfestival står musikstuderende fra Musikalsk Grundkursus. Festivalen skal fungere som et talerør for den yngre generation af musikere.
Det fremgår af en pressemeddelelse, som Mille Frihauge og Tilde Kirstence Juul Jensen står bag.
Det fremgår også af pressemeddelelsen, at festivalens musikere er nyskabende nordiske talenter, som er klar til at levere en koncert, der kan inspirere og overvælde på tværs af generationer. Festivalen har dog ikke meldt noget program ud endnu.
I pressemeddelelsen står der også, at festivalen er opstået som en reaktion på vilkårene for musikere. Specielt streamingtjenesten Spotify får en kritik blandt andet på grund af dårlig betaling til musikerne.