Er du klar på en mandeaften med bøf, vin og dyre ure?
Aalborg-restaurant inviterer for tredje gang på populær aften - kvinder er også velkomne
AALBORG: Synes du at en god bøf, et glas vin og en god snak om ure lyder som den perfekte torsdag aften?
Så har vi måske et tip til et event, du kan lide.
Det er indehaveren af San Giovanni, Mikele Volpi, der tilbage i 2018 fandt på at lave en aften, der primært henvendte sig til mænd.
- Det var egentlig fordi jeg savnede nogle events for mænd og jeg selv har en interesse i ure. Ikke at kvinder ikke kan lide ure, men der bliver bare arrangeret mere til kvinder af modeshows og livsstils-arrangementer.
- Det er da også primært mænd, der køber billet til denne aften - men kvinder er altså velkomne, fortæller Mikele Volpi fra San Giovanni i en pressemeddelelse.
På aftenen kan du møde Kristian Haagen. Han er valuar hos Bruun Rasmussen Auktioner, udgiver magasinet Timegeeks, og ved i det hele taget bare en utrolig masse om ure.
Han vil fortælle historier fra urenes verden, inden du får serveret en god bøf og et glas vin.
Arrangementet har de seneste to gange været helt udsolgt med venteliste, og på San Giovanni har de oplevet, at mange har spurgt på arrangementet under coronatiden. Han forventer derfor, at det hurtigt bliver udsolgt igen.
Det er altså den 10. marts, du skal sætte kryds i kalenderen, hvis du ikke skal gå glip af den ultimative herreaften.