Endelig forår: Karnevalsoptog gennem byen lørdag
Se her hvor du kan møde det traditionsrige Carrus Navalis-optog
AALBORG: Er du ved at være træt af kulde, sne og blæst. Så fortvivl ej, for bedre tider er på vej!
I morgen, lørdag, gør Aalborg Karneval i hvert fald et ihærdigt forsøg på at vifte vinteren væk og byde foråret velkommen, når der traditionen tro er Carrus Navalis-parade gennem midtbyen.
- Det er altid festligt, og noget vi glæder os til, fortæller Mette Bugge, der er talsmand for Aalborg Karneval.
Hun venter, at omkring 50 deltagere fra Dunkelfolket, sambaskolen Poco Loco, Vimoroz og Aalborg Kanonlaug går med i paraden.
- Der vil være sambarytmer, og sikkert også nogle lidt letpåklædte deltagere, siger hun, men tager dog det forbehold, at vejrudsigten for i morgen er til den kølige side.
- Det har vi prøvet før, og jeg ved, at nogle af dem tager nogle ekstra nylonstrømper på for at holde varmen, forklarer hun.
Her er ruten
Optoget begynder ved Huset i Hasserisgade kl. 11 og bevæger sig herfra mod frøspringvandet i Bispensgade og videre til Nytorv og Algade.
Undervejs bliver der lidt afhængig af trafik i gaderne optræden på byens pladser. Carrus Navalis er en årligt tilbagevendende begivenhed omkring forårsjævndøgn. Optoget er inspireret af gamle hedenske skikke og fungerer som en hyldest til bl.a. forår og frugtbarhed og markerer samtidig starten på karnevalssæsonen.
Navnet er et egyptisk udtryk, der betyder skibsvogn, derfor trækker grupperne også en stor båd med sig gennem gågaderne.