Dette får edderkopperne til at flygte
Planteskole har travlt med at sælge særlige frugter, der kan holde kryb og kravl væk
AALBORG: Du kender situationen. Bedst som du slapper af i sofaen, skimter du pludselig en bevægelse ud af øjenkrogen. Du drejer hovedet og ser en stor, ulækker edderkop på den pristine hvide væg. Nu gælder det om at få støvsugeren frem i en fart, så du kan få monstret suget væk.
Hvis du er et af de mennesker, der får kuldegysninger langt ned ad ryggen eller decideret går i panik, når du ser en stor edderkop, så vil du nok sætte pris på det initiativ, som Gug Planteskole har taget i forbindelse med efterårets komme.
Det er nemlig netop på denne årstid, at de ottebenede kryb står klar til at løbe ind i din stue, så snart du åbner en dør eller et vindue på klem, og hvis du ikke vil dele bolig med dem hele vinteren, så gælder det om at stoppe dem på dørtærsklen.
Edderkopper kan ikke lide lugten
Og det er netop det, som de specielle frugter, Gug Planteskole har hentet hjem til efteråret, er i stand til. Maclura pomifera, også kaldet orange morbær, er kendt som effektive edderkoppeskræmmere. De afgiver nemlig en duft, som edderkopper angiveligt ikke kan lide, og derfor holder de sig langt væk.
Og du skal ikke være bekymret for at, at frugterne også vil få dig til at holde dig langt væk, for mennesker kan slet ikke dufte dem.
- Vi har ikke så meget erfaring med, om de virker, men det er vel også et spørgsmål om om tro ligesom alt muligt andet. Og under alle omstændigheder er de utroligt flotte som dekoration, siger gartner Martin Holmriis, der er indehaver af Gug Planteskole.
Han fortæller, at interessen for de orange morbær eksploderede sidste år, efter at deres egenskaber havde været omtalt i forskellige medier, og også i år har efterspørgslen været stor.
- I år har vi solgt tre-fire kasser om ugen, førhen solgte vi dårligt en kasse på en hel sæson, siger Martin Holmriis.
Sæsonen er ved at være slut
Træet med de efterspurgte frugter er vildtvoksende i det sydvestlige USA, og frugterne kan nå en diameter på 8-14 centimeter. De er uspiselige, men dekorative.
Lægger du dem udenfor din hoveddør, eventuelt som en halloweendekoration , vil kulden holde dem friske længe.
- Ligger de køligt kan de holde til jul uden problemer, men er de indenfor ved stuetemperatur, så går nedbrydningsprocessen selvfølgelig hurtigere, ligesom den gør med al frugt, man kan have liggende i en frugtskål. Jeg vil sige, at de kan holde indenfor i to måneder - derefter begynder de at tiltrække andre ting, end det, de hjælper mod, siger Martin Holmriis.
Vil du nå at sikre dig nogle af edderkoppeskræmmerne, så skal du ikke vente for længe, for sæsonen er ved at være slut de steder i USA, hvor planten vokser, og så kan Gug Planteskole ikke få flere frugter hjem i år.