Billede beskrivelse

Storslået indsamling: Her kan du hjælpe nordjyske børn og unge

12. november 2023 kl. 16.01

Kort fortalt:

  • Gestus Nord afholder indsamlingsevent med henblik på at samle penge ind til nordjyske børn og unge, der har brug for en ekstra håndsrækning.
  • Dette indsamlingsevent finder sted den 15. november, og vil blive sendt live fra TV2 Nords studier fra klokken 19.45.
  • Hvis du ønsker at støtte det gode formål, kan du denne aften ringe ind og donere penge. Allerede fra klokken 17.00 har Gestus Nord et panel af gode nordjyske kræfter klar til at tage imod donationerne.

Gestus Nords indsamlingsevent er et nyt tiltag, som foreningen håber, nordjyderne vil tage godt imod.

I samarbejde med TV2 Nord afholder Gestus Nord et indsamlingsevent i den bedste sendetid, hvor der samles penge ind lokalt i Nordjylland til nordjyske børn og unge, der har brug for en ekstra håndsrækning.

- Vores mål er at støtte de nordjyske børn og unge, der har mindst og mangler mest, og vi håber, at mange nordjyder vil se indsamlingseventet den 15. november og støtte vores arbejde, siger Jette Nørsøller Uhrenholt fra Gestus Nord.

Kendte ansigter sidder klar

- I TV2 Nord-studiet vil en række kendte ansigter sidde klar ved telefonerne den 15. november til at tage imod opkald om donationer. Gavmilde nordjyder kan opleve at få fx Stine Rex, Thomas Augustinussen, Maja Torp eller Julian Jakobsen i røret, fortæller Jette Nørsøller Uhrenholt.

Fakta: Gestus Nord

Gestus Nord er en velgørende forening, som giver støtte til nordjyske børn og unge fra økonomisk trængte familier. 

Der er mange børnefamilier i landsdelen, der oplever, at det er svært at finde midler til helt basale ting til børnene - særligt op imod jul. Det kan fx være vinterstøvler, varmt tøj og vinterjakker, samt julegaver og mad til juleaften.

Det er imidlertid ikke kun økonomisk hjælp, som Gestus Nord står klar med til de, der har behov for støtten. De laver også aktiviteter for børn og unge med fokus på fællesskab og læring i form sommerlejre og sjove aktiviteter i løbet af året. Her styrkes børnene i fællesskabet og får mulighed for at møde nye venner. 

Gestus Nord har også et korps af unge mentorer, der giver lektiehjælp på udvalgte skoler til børn med faglige udfordringer. Det giver fornyet overskud hos børnene og ofte oplever de at få læringslysten tilbage.

- Vi er meget taknemmelige for, at de har valgt at støtte op omkring vores arbejde og bruge en aften i den gode sags tjeneste.

Støt allerede i dag

Gestus Nord oplever generelt, at både privatpersoner og det nordjyske erhvervsliv gerne vil bakke op omkring lokal velgørenhed. Faktisk er det Gestus Nords styrke at være en nordjysk velgørende forening, der er funderet på støtte fra privatpersoner og erhvervslivet i Nordjylland, og som hjælper nordjyske børn og unge. På den måde handler det om at stå sammen lokalt og løfte i flok.

Hvis du har fået lyst til at støtte det gode formål, kan du allerede i dag sende en donation til Gestus Nord via MobilPay 55232. Skriv din e-mail i kommentarfeltet, hvis du ønsker at modtage en kvittering. Du kan også vælge at ringe ind den 15. november mellem kl. 17.00 og 20.30 på 96 96 96 15 og donere et bidrag.

Alle donationer er velkomne, og donationer på mindst 150 kr. indgår i lodtrækningen om en række fine præmier. Hovedpræmien er 2 billetter i Gestus Nords velgørenhedsgalla den 16. november 2023.

De indsamlede midler går ubeskåret til nordjyske børn og unge, der har brug for en ekstra håndsrækning.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste