Billede beskrivelse

Nyt venue i Aalborg: Nu kommer house-musikken tilbage til byen

14. november 2023 kl. 09.51
Opdateret kl. 10.06

Dans natten lang på lørdag, når byens nye venue SH35 spiller elektronisk, house og urban musik på Aalborg Streefood.

Aalborg var engang Danmarks hovedstad for house – den navnkundige genre af elektronisk musik, der opstod til warehouse-fester i Chicago. Københavnske DJs spillede oftere i Aalborg end i København, og navne som Trentemøller, Lulu Rouge, Krede og Thomas Madvig færdedes hjemmevant i Vesterå.

Det sluttede imidlertid under coronapandemien, hvor DJ-pulte og dansegulve blev skiftet ud med flere café-pladser. Siden da har housemusik haft trange kår i Aalborg.

Men det skal der ændres på nu med det nye klubkoncept Ravenous, som åbner på byens nye venue SH35.

Adresse hos Aalborg Streetfood

SH35 deler adresse med Aalborg Streetfood på Skudehavnsvej 35, men det er sit eget sted: Lige dele spillested og natklub og på den måde ikke ulig det hedengangne Platform 4 i Karolinelund.

Kim Kornum er manden bag Ravenous. Han har selv været en meget aktiv del af Club Vesterå som DJ i en årrække og har arrangeret klubaftener og festivaler for elektronisk musik i Aalborg i efterhånden to årtier.

Ravenous er således en serie klubaftener for house-musik, der blander de bedste lokale DJs med resten af landets og udlandets talentmasse. Ambitionen er at genoplive ånden fra steder som Club Vesterå, Café Obl og Viva La Revolution – på et helt nyt sted.

Lokale veteraner åbner ballet

Ravenous slår dørene til første arrangement nu på lørdag d. 18. november på SH35 med lokale veteraner som Runge, Rasmus Vels og Željko Dejanović bag pulten foruden Kornum selv. Mere info på SH35's nye Facebookside.

Ud over Ravenous kommer stedet til at være vært for en række andre klubaftener og koncerter i genrer som techno, trance, hip hop, reggae og basmusik foruden comedy-arrangementer og fester.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste