Billede beskrivelse

Nye sportsarenaer på vej: Hvad tænker supporterne?

20. november 2023 kl. 13.09

En række af Aalborgs erhvervs- og sportsaktører vil i dag præsentere deres sammenhængende vision for fremtidens sports- og kulturliv i byen. Det sker på et pressemøde på Aalborg Kongres & Kultur Center, hvor aalborg.nu også er tilstede med en dækning, der tager afsæt i brugernes perspektiv. 

Hvad tænker brugerne om udviklingen?

Som optakt til pressemødet har vi interviewet to bestyrelsesmedlemmer fra henholdsvis Aalborg Håndbold Support og Aab Support Club for at få supporternes perspektiv på de kommende ændringer.

Billede beskrivelse

Tina Østergaard, der er forkvinde for Aalborg Håndbold Support, er generelt positivt stemt overfor forandringerne.

- Det er nogle rigtig fine forhold, vi har i Gigantium, forklarer hun og fortsætter:

- men at få en hal, der kun er bygget til håndbold, kan skabe nogle helt andre rammer. Det vil bare give den helt rette stemning til kampene.

Hun nævner en enkelt bekymring: Parkeringsmulighederne. Her har hun en forventning om, at man vil løse det ved at bygge et parkeringshus.

Tina er håbefuld og glæder sig til at høre, hvad planerne er og hvor langt man er i processen. Hun regner også med, at man på et tidspunkt vil henvende sig til supporterne for at lave noget brugerinddragelse på projektet.

Billede beskrivelse

Kristian Lyng Thingbak, der er bestyrelsesmedlem ved Aab Support Club, fortæller, at man i supportklubben ikke har brugt meget energi på at forholde sig til udmeldingen om et nyt og større stadion. Det venter de med til efter pressemødet i dag, hvor de forhåbentlig er blevet lidt klogere på det hele. Alligevel har de da tænkt over størrelsen på det nye stadion.

- Der skal ikke være mange på stadion nu før, der er totalkaos, hvis man skal have en øl. Det kan nemt tage tredive minutter i kø. Så det kunne da være skønt, hvis det en dag blev ændret, siger Kristian om faciliteternes størrelse. I samme vending siger han dog også: 

- Men jeg kan altså ikke se fidusen i at bygge et stadion til 20.000 mennesker. Det tror jeg ikke, at Aalborg kan trække, medmindre man også vil bruge arealerne til andre ting såsom udendørskoncerter.

Det kommer der forhåbentligt lidt flere svar på efter pressemødet i dag. Og så må tiden ellers vise, hvad der vil ske med de nye sportsarenaer i byen.

Du kan også følge vores dækning af pressemødet på vores Instagram-profil.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste