Miniature-juleby, julecafé og julehjælp: Besøg Rådhuset i december
Du kender juleboderne på Gammeltorv i Aalborg, men vidste du også at der jules inde på Rådhuset?
I perioden fra 1. december til og med 22. december holder Rådhuset på Gammeltorv nemlig åbent for byens borgere. Du kan få varmen og gå på opdagelse i husets forskellige rum, som alle emmer af julestemning.
Saxosalen
I Saxosalen kan du opleve udstillingen "Havet/Imaq", hvor en række grønlandske kunstnere fortolker havet som tema i deres kunst. Udstillingen havde fernisering i Vejle på Grønlands Nationaldag, den 21. juni 2023, og tager form af en vandreudstilling, der vises i Danmark, Grønland og Island.
Udstillingen består af forskellige medier, som skulptur, foto, maleri og grafik. Værkerne forholder sig til havets rolle i et grønlandsk fangersamfund, trækker på myter og sagn fra grønlandsk kultur samt behandler emner som identitetsspørgsmål, klimaforandringer og storpolitik.
Borgmesterstuen
I Borgmesterstuen kan du gå på opdagelse i miniatureudgaver af ikoniske julehytter fra julemarkedet på Gammeltorv, skabt af Miniature Foreningen.
Julecafé
Aalborg Dameroklub inviterer som altid på lidt godt til ganen i julecaféen i stueetagen på Rådhuset.
Julen er hjerternes fest
Kirkens Korshær indsamler igen i år julegaver, som vil blive givet til Kirkens Korshærs julearrangement lørdag den 16. december. De indsamlede gaver gives til børn og unge, op til 18 år, som modtager julehjælp.
Du kan aflevere en julegave til og med den 15. december. Gaverne skal være nyindkøbte og pakket ind. Alle gaver modtages med kyshånd; det eneste krav er, at du angiver køn og alder samt en cirka værdi på pakken.