Kom til guldfest på Gammeltorv i dag: Aalborg fejrer de danske mestre
Aalborg Håndbold er Danmarksmestre i håndbold 2024 efter lørdagens sejr over Fredericia HK på hjemmebane.
Borgmester Lasse Frimand Jensen inviterer derfor hele Aalborg til guldfest i dag. Det skriver Aalborg Kommune i en pressmeddelelse.
- Jeg ønsker Aalborg Håndbold tillykke med den store præstation. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke spillerne, trænere og alle de ansatte omkring holdet, udtaler borgmesteren.
Du kan derfor være med til at hylde de nye danske mestre fra Aalborg Håndbold sammen med hele vinderholdet og resten af byen kl. 16 på Gammeltorv.
- Aalborg Håndbold fortjener at blive fejret af byens borgere og de mange fans her på Gammeltorv. Jeg er en glad og stolt borgmester, siger Lasse Frimand Jensen og fortsætter:
- Aalborg Håndbold har leveret et fantastisk resultat, som kan inspirere de mange unge håndboldspillere ude i klubberne. En sejr som denne markerer igen, at Aalborg er en af Danmarks bedste idrætsbyer.