Billede beskrivelse

Ismutter og Isfatter har solgt Guf & Kugler - det sker der nu

Parret driver fortsat det prisvindende ishus, indtil den nye ejer tager over 1. januar

31. juli 2023 kl. 19.01

NIBE/AALBORG: Det kom som en overraskelse for de fleste, da Ismutter og Isfatter i efteråret satte Guf & Kugler til salg.

Parret, Charlotte Korsholm og Hans Kjeldsen, lagde ikke skjul på, at det var med vemod, de måtte sige farvel til det, de kalder både deres hjertebarn og livsværk.

Men det er hårdt arbejde at drive forretningen, og kombineret med et stort ønske om mere tid til familie og venner, så var beslutningen om at sælge den rigtige.

Og nu kan vi fortælle, at der er fundet en køber til det prisvindende ishus, underskriften er sat, og den nye ejer overtager ishusene på havnen i Nibe og Slotsgade i Aalborg 1. januar næste år.

Billede beskrivelse

Ismutter og Isfatter bli’r

Hvem køberen er, er indtil videre en hemmelighed.

Men det er en, der er stor fan af Guf & Kugler-konceptet. 

- Det var rigtig vigtigt for os at finde en køber, der forstår og respekterer ånden i ishusene og vil værne om navnet, siger Charlotte Korsholm.

- Den køber har vi nu, og endnu en fordel er, at køberen allerede har kendskab til branchen.

Og nu kommer her så endnu et par nyheder fra parret, hvis ishuse er kendt for Isfatters hjemmerørte is, gourmet-hotdoggen i Sidevognen i Nibe – og Ismutter, der nærmest er synonym med fest og farver i Guf & Kugler.

Ishusene fortsætter nemlig stort set i deres nuværende form. Og parret går fra at være ejere til at være ansatte – i en periode.

- Isfatter og jeg er meget glade for, at vi stadig vil være en del af Guf & Kugler et år eller to, alt efter hvad der giver mening for den nye ejer, siger Charlotte Korsholm.

- Dermed vil vi stadig være synlige – men som ansatte.

Billede beskrivelse

Et fantastisk samarbejde

Når issæsonen 2024 går i gang, bliver det altså fortsat Isfatter, der har hånd i hanke med isproduktionen i samarbejde med den nye ejer, og du finder ham også stadig i isbaren, ”hvor han elsker at være”.

Ismutters arbejdsområder bliver hovedsagelig produktudvikling, markedsføring og personaleudvikling - naturligvis også i tæt sparring med ejeren.

55-årige Charlotte Korsholm er meget bevidst om, at ansvar og opgaver skal være klart definerede, når hun og hendes knap 10 år ældre ægtemand går fra at være ejere til ansatte.

- Det er et skifte, vi har tid til at bearbejde i denne sæson, for den nye ejer følger arbejdet tæt fra sidelinjen, siger hun.

- Der er en stor tryghed i det, for vi har allerede et super, fantastisk samarbejde. Vi ved, at stafetten er givet videre til den rigtige.

Vemodigt men ikke sorgfuldt

Dermed er det også tid til, at ægteparret kan fokusere mere på sig selv.

- Vi føler en utrolig lettelse, og vi er fulde af forventning på vegne af både Guf & Kugler og os selv, siger Charlotte Korsholm.

- Det er vemodigt men ikke sorgfuldt at give slip. Nu ser vi ind i en fremtid, hvor vi arbejder i det omfang, vi kan holde til. Vi er mentalt klar til det, der kommer, og jeg kan mærke en ro omkring det.

Billede beskrivelse

Sidste sæson som ejere

Nu hvor parret er i gang med deres sidste sæson som indehavere af Guf & Kugler, kan de se tilbage på fortællingen om en succeshistorie.

Siden åbningen i hjembyen Nibe i 2014 er det kun gået én vej, og det er fremad. Blandt andet med åbningen af ishuset i Slotsgade og kåringer som Danmarks bedste ishus i afstemninger, som OpdagDanmark står bag. Senest Guf & Kugler vandt var i sommer.

Og deres forretning er båret frem til nærmest at være en attraktion på grund af et fokus på de gode råvarer, stor kreativitet og med gæster og medarbejdere i centrum. Her er kunder ikke bare kunder men is-nydere, og medarbejderne står klar som is-forkælere.

Charlotte Korsholm ønsker ikke at oplyse salgsprisen på ishuset, men da Guf & Kugler blev sat til salg, var det for lidt under fem millioner.

Issæsonen slutter i ishuset på havnen i Nibe søndag 1. oktober, mens der er åbent i Slotsgade til 30. september.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste