Billede beskrivelse

Historisk salg af dagsbilletter til i Nibe Festival: - Det er helt crazy

05. december 2023 kl. 15.38

I dag kl. 10 blev dagsbilletsalget skudt i gang til Nibe Festival 2024, som afvikles i dagene 3. – 6. juli.

Partout-billetterne er allerede totalt udsolgt - og succesen fortsætter. Allerede nu er tæt ved halvdelen af dagsbilletterne til de fire festivaldage nemlig blevet solgt.

- Vi er selvfølgelig helt oppe at køre her på festivalkontoret. Fire timer efter billetsalgsstarten har vi toppet sidste års dagsbilletsalgsstartsrekord x 4. Det er helt crazy, udtaler festivaltalsmand Peter Møller Madsen.

Den mest populære dag

Han og holdet bag den nordjyske festival følger spændt med i salget, som fortsat buldrer derudaf.

- Vi kan sige så meget, at alle dage sælger flot, men at højdespringeren pt. er fredag, og derefter lørdag.

Måske det især er Rasmus Seebach fans, der strømmer til billetshoppen, for det er nemlig ham, der skal spille som hovednavn om fredagen. Derudover er der indtil videre offentliggjort fem navne:

  • James Blunt (onsdag)
  • Suspekt (onsdag)
  • Ukendt Kunstner (torsdag)
  • Saint Clara (torsdag)
  • Rasmus Seebach (fredag)
  • Jonah Blacksmith (lørdag)

Billetprisstigning onsdag

Den voldsomme fart på billetsalget kan også skyldes at der er 100 kr. at spare på dagsbilletterne indtil i morgen onsdag kl. 10.

- Hvor vi ender ved billetprisstigningen i morgen, tør vi ikke spå om, men helt sikkert er det, at vi rider videre på den her succesbølge, og at vi i nær fremtid kommer til at melde de første dage udsolgt. Det er så vildt, afslutter Peter Møller Madsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste