Gratis kaffe og kage: Her kan du fejre Kvindernes Internationale Kampdag i morgen
I morgen d. 8. marts samles aalborgenserne på Nytorv overfor Salling for at markere Kvindernes Internationale Kampdag. Dagens arrangement afholdes af FH Nordjylland.
– Vi håber på at vi får en god dag med stor opbakning, siger Anna Kirsten Olesen, som er formand for FH Nordjylland.
Dagen vil byde på en række taler og musikalske indslag fra kl. 15-16.30 under sloganet "Ingen sejr uden kamp".
Det skriver FH Nordjylland i en pressemeddelelse.
Fejringen af kampdagen bliver markeret med forskellige aspekter af kvindekampen, som social udsathed, ligeløn og kvinders rettigheder i konflikter med budskabet om, at kvindekamp er en integreret del af klassekampen.
Blandt talerne er Jeannette Dam Kaastrup fra Reden Aalborg, der vil belyse kampen mod social udsathed og Christina Eilers, som vil diskutere ligeløn og arbejdsmarkedets udfordringer. Connie Trudslev kommer for at repræsenterer fredsaktivisterne, og skal tale om vigtigheden af dialog og mægling.
Signe Olsen står for den musikalske underholdning, og der vil være gratis kaffe og kage til de fremmødte.