Fuglen i Fjordbyen skulle futtes af i dag - men nu er der nye planer
Afbrændingsforbud forhindrer sankthansbål, så indtil videre kan du stadig nyde synet af den imponerende fugl
AALBORG: Okay - indrømmet: Her på redaktionen er vi ret vilde med kreativiteten og den store fugl, der skulle have været årets sankthansbål i Fjordbyen.
Og vi er bestemt ikke alene, på Facebook er fuglen blevet noget af en kendis - og nu hvor der er afbrændingsforbud, er spørgsmålet: Hvad skal der ske med fuglen?
Lever videre resten af sommeren
Det er vi naturligvis klar til at finde ud af, og her er ingen bedre at spørge end Mikkel Munk Iversen, der har bygget fuglen sammen med Christian Steen Møller. De er begge sceneteknikere på Teater Nordkraft og bor i Fjordbyen.
- Vi lader fuglen stå ved fjorden her i sommer, og indtil videre er det planen, at vi tænder bålet den første lørdag i september, hvor vi har gadefest her i Fjordbyen, siger Mikkel Munk Iversen.
- Sådan ved 20/21-tiden, så det bliver rigtig smukt lige omkring solnedgang.
Fjordbyens spektakulære bål
Det er tredje gang, de bygger et spektakulært sankthansbål i Vestbyen. Forrige år en trold, sidste år en krabbe og denne gang fuglen, der har et vingefang på mere end 15 meter.
- Det er vores måde at lade op på, det er sjovt at lave noget, vi selv synes er fedt, siger Mikkel Munk Iversen.
- Inspirationen til krabben og fuglen fandt vi, da vi sad i vandkanten her ved fjorden. Der er rigtig mange skarver i år, derfor blev det en fugl. Man kan sige, at vores bål udspringer af vores kærlighed til fjorden og naturen.
Noget stort i vente
Den store fugl er bygget af genbrugsmaterialer, som beboerne i Fjordbyen har hjulpet med at finde og hente, og så har det taget Mikkel Munk Iversen og Christian Steen Møller omkring 30 timer at bygge skarven.
Og det slutter ikke her.
- Vi glæder os allerede til sankthans næste år, der har vi planer om at bygge noget, der er endnu større.