Fokus på mental sundhed: Kom til foredrag med Peter Lund Madsen
Psykiatriske diagnoser definerer ikke, hvem vi er.
Det er kernen i foredraget 'Stadig "bare" et menneske – om børn, unge og psykiatriske diagnoser', som afholdes af Freja Sangild Boysen og Peter Lund Madsen i Aalborg dette forår.
Freja har selv haft psykiatriske diagnoser tæt inde på livet og sammen med Peter Lund Madsen, der blandt andet er speciallæge i psykiatri, deler de et syn på mental sundhed, hvor diagnoser betragtes som et værktøj og kun en brøkdel af et menneskes hele historie.
En ærlig snak om mental sundhed
Med sin lægefaglige ekspertise forklarer Peter Lund Madsen, hvordan hjernen kæmper med nogle af de mest almindelige mentale udfordringer som angst, ADHD, autisme, spiseforstyrrelser, og misbrug. Han forsøger at gøre det komplekse enkelt, så man forstår, hvad der sker inde i hovederne på os.
Freja bringer et personligt perspektiv ind i samtalen. Med udgangspunkt i sin egen rejse gennem livet med to psykiatriske diagnoser giver hun et indblik i, hvordan det er at leve med og navigere i de udfordringer diagnoserne medfører.
Og sammen åbner de op for en ærlig snak om mental sundhed.
De giver råd til, hvordan man kan klare de svære tider og minder os om, at det at have det svært psykisk er noget, mange oplever.
Foredraget 'Stadig "bare" et menneske – om børn, unge og psykiatriske diagnoser' handler om at forstå og acceptere sig selv og hinanden, med alle de udfordringer livet bringer.