Eksklusiv Danmarkspremiere: Klassekamp på scenen i Aalborg
Glenn Bech har i de seneste år været en af landets mest omtalte forfattere. Det skyldes især hans kontroversielle manifest, "Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet", som får læserne til at tænke over kløften mellem høj og lav i dagens Danmark.
Nu er Glenn Bechs manifest på vej til Aalborg som en helt ny teaterforestilling, som Aalborg Teater stolt kan præsentere urpremieren på lørdag d. 11. november på Lille Scene. Her lover de at skabe ravage på scenen og give publikum stof til eftertanke.
At passe ind
"Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet" blev rost til skyerne af anmeldere ved udgivelsen i 2022.
Glenn Bech, der er født i Horsens i 1991, har nemlig skrevet en dybt personlig fortælling om det at passe ind i samfundet, have færre privilegier end kammeraterne og at kæmpe mod autoriteter.
Med sine egne erfaringer som baggrund udfordrer Bech status quo og rører ved emner som køn, klasse og repræsentation.
Brugte, hvide tennissokker
Aalborg Teater har nu taget udfordringen op med at skabe en teaterudgave af Bechs personlige fortælling.
Instruktør Niels Erling og scenograf Lise Birch har sammen skabt en visuel og følelsesmæssig oplevelse, der tager publikum tilbage til hovedpersonens teenageår. De har blandt andet inkorporeret brugte, hvide tennissokker i forestillingen for at indfange efterskole-æstetikken og symbolisere det drengede, maskuline og seksuelle.
Premierefest
Upremieren d. 11. november markeres med en premierefest på Aalborg Teater, hvor en række kulturpersonligheder blandt andet fra LGBTQ-miljøet i byen såvel som lokalpolitikere og selvfølgelig Glenn Bech selv er inviteret.
Forestillingen spiller til og med d. 22. december på Aalborg Teaters Lille Scene.