Byens LGBT+-venlige bar inviterer til et brag af en fødselsdagsfest
Barens første år, som har været præget af succes, skal fejres med manér
AALBORG: Det bliver en af de helt store fester, når QBAR 29. juli markerer barens etårs fødselsdag – for der er meget at fejre, fortæller indehaver Søren Als.
Da QBAR slog dørene op for et år siden, mere præcist fredag 29. juli 2022, var det med et ønske om, at baren skulle rumme alle de mennesker, der rummer mangfoldighed.
Og det er lykkes, lyder det fra indehaveren.
- Vi har formået at ramme et sweet spot, hvor der er plads til alle, og det gør, at vi vokser stille og roligt. Vi er blevet taget rigtig godt imod, og det er glædeligt, at folk har fået øjnene op for os og det, vi står for.
Den gode fest i centrum
Udover at være et sted, hvor LGBT+-personer kan feste og hygge sig uden at føle sig kigget skævt til, er baren også stedet, hvor personer uden for miljøet opholder sig – blandt andet, når QBAR har afholdt de populære events med drag-bingo.
Søren Als vurderer, at halvdelen af gæsterne er folk, som ikke indgår i miljøet.
- Jeg føler, at QBAR er blevet en etableret del af Aalborg, netop fordi vi er blevet accepteret som en bar, som ikke udelukkende er for LGBT+-miljøet, siger han og fortsætter:
- Folk besøger os, fordi de elsker en god fest og glade mennesker, og det har vi. Det vigtige er, at man kommer med et åbent sind og en intention om at hygge sig med de andre gæster i baren.
Plads til at være sig selv
Søren Als har generelt oplevet alle gæsterne som rummelige. Ballade oplever de ikke meget af, men alligevel er personalet meget opmærksomme.
- Vi er på stikkerne og griber ind, hvis nogle af gæsterne eksempelvis peger fingrer eller griner af andre. Folk skal have lov til at være sig selv hos os.
Han husker én episode, hvor nogle gæster ikke kom for den gode fest.
- Under en vagt, jeg havde, gik nogle unge gutter ind på baren, men forlod den ret hurtigt igen, mens de råbte ”fuck homoer”. Men det er det eneste, vi har oplevet, så jeg synes, at rummeligheden er stor herinde.
Fri bar og dragshows
For at fejre barens første fødselsdag, har Søren Als og eventmanager Martin Christensen stablet den helt store fest på benene.
For 250 kroner kan man købe en vip-pakke, hvor der er fri bar i drinks og sjusser fra klokken 21.00 til midnat. Er man minimum fire personer og bestiller vip-pakken i forvejen, reserverer QBAR bord til selskabet.
I løbet af aftenen kan man desuden opleve fire dragshows, hvor forskellige drag performere giver den gas, og QBAR kommer til at stå klar med konkurrencer og andet spas.