Dalby og Ditte Julie fra Bagedysten i Bilka
De viser hvordan man pynter et flot påskebord
AALBORG: Blomsterguruen Claus Dalby og kogebogsforfatter Ditte Julie - også kendt fra DR’s Bagedysten - kommer mandag 26. marts kl. 11 til Bilka Skalborg og viser kunderne, hvordan et pænt påskebord kan dekoreres. Og et pænt påskebord er ifølge Claus Dalby vigtigt.
- Der er noget ganske særligt ved at samles om et veldækket bord, hvor det er tydeligt, at værterne har gjort sig umage med borddækningen. Så føler man sig ekstra velkommen, siger Claus Dalby.
Også Ditte Julie mener, at rammerne er vigtige for en god helhedsoplevelse, når der skal dækkes op til påskefest.
- En god fest for mig er, når der er kræset for detaljerne, og rummet er fuldt af nærvær og hygge. Som gæst skal man huske, at værten sætter rammerne, men at man selv har et ansvar for at skabe festen, siger hun.