Brødet blev deres skæbne
Vinderen af hot dog konkurrencen i Kennedy Arkaden spiste godt fem på tre minutter.
AALBORG: De var advaret på forhånd, deltagerne i hot dog konkurrencen foran Menu i Kennedy Arkaden torsdag eftermiddag. De kunne se, at de lækre og indbydende pølsebrød var af god kvalitet, som skulle tygges godt, inden de kunne synkes. Alligevel blev brødet de fleste af de 16 deltageres skæbne. De opdagede hurtigt, at det tog lidt ekstra tid at fortære det gode brød og dermed ikke nå så mange hot dog på de aftalte tre minutter, som de på forhånd havde ventet. Det var absolut ikke bare at køre ind og sluge.
Lang de fleste valgte den meget simple udgave: En "Karl Stegger i åben kiste uden det klassiske udstyr kindrødt, bæ og klinkegulv eller mælketænder" - altså en pølse i et brød uden ketchup, sennep og ristede eller rå løg.
Vinderen blev George-Louis Cellerland, som nåede fem og en halv på de tre minutter. Men han måtte også mase pølse og brød ind i munden og skylle efter med masser af vand.
Han deltager normal ikke i hot dog konkurrencer.
- Men jeg er et rigtigt konkurrence-menneske, afslørede han som årsag til succes’en.
Han kunne tage hjem med bl.a. to billetter til fodbold-testkampen Danmark-Chile.
Første mand på scenen var Jesper D. Christensen, som fortalte, at han havde smugtrænet.
- Jeg skulle lige tjekke, at jeg kunne klare fire på to minutter, fortæller han.
Men nervøsiteten slog ham ud, og han nåede kun tre og en halv på de tre minutter.
- Jeg blev nervøs, da jeg stod foran tilskuerne. Og så var det også et problem, at et stykke af pølsen satte sig fast på tværs i munden, fortalte han, da han havde fået tygget af munden .
Jesper D. Christensen hører ellers til de mere erfarne inden for hot dog spisningen.
- Min far er trucker, og vi har nok været fordi de første 1000 pølsevogne, fortalte han.
Ældste deltager var Poul Henning Knudsen fra Nørresundby. Han havde også en offday. Han nåede kun knap to, inden dommer Arne B. Schade stoppede ham efter de tre minutter.
- Jeg elsker hot dog, og under normale omstændigheder ville jeg nok kunne klare tre, mente han.
Arne B. Schade, som var dommer og havde tilrettelagt konkurrencen for Foreningen Kennedy Arkaden i samarbejde med Menu og Tulip, var meget tilfreds med torsdagens hot dog event.
- Vi fik 16 igennem i løbet af den time, vi havde afsat. Der var fin interesse for at deltage og der var også tilskuere, siger Arne B. Schade.
Konkurrencen var en del af fødselsdagsfesten i anledning af, at Kennedy Arkaden fylder 14 år.