Bragende start på foråret

To gange tre skud markerede starten på den ny sæson i Aalborg Kanonlaug - og forårets komme

03. april 2018 kl. 20.12

AALBORG: To gange tre skud kl. 18 tirsdag aften markerede ikke blot starten på den ny sæson i Aalborg Kanonlaug, men også forårets komme. De to gange tre skud, som i kanonsproget hedder to gange Dansk Løsen, blev affyret ved kanonlaugets 18,5 meter høje mast ved Limfjordsbroen.

Lidt før kl. 18 kom kanonlaugets folk med Tordenskjold og dannebrog i spidsen marcherende til pladsen ved masten. De tre kanoner blev ladt og affyret en efter en.

- Husk at holde Jer for ørerne, lød det fra oldermand Palle Bjørnstrup, inden kanonerne bragede ud over Limfjorden.

Billede beskrivelse

Sangen "Flaget - Der er ingenting, der maner" blev sunget af kanonlaugets medlemmer og derefter blev de tre kanoner affyret endnu engang.

- Nu skulle foråret gerne komme, lød det fra Palle Bjørnstrup.

Aalborg Kanonlaugs standerhejsning kaldes "Aalborghonnøren", og på masten blev der med signalflag "skrevet" Aalborg og honnør.

Masten er 150 år gammel og stammer fra skonnerten "Isefjord", som skulle have været restaurationsskib i Aalborg. Det blev aldrig til noget, men kanonlauget fik en flot mast.

Billede beskrivelse

Palle Bjørnstrup kunne ved Aalborghonnøren i øvrigt oplyse, at kanonlauget netop har fået tilladelse til at fyre kanonerne af ved starten på Royal Run 21. maj, 2. pinsedag, i Aalborg. Det er kronprinsens 50 års fødselsdag, der fejres med bl.a. dette løb.

Selv om Aalborghonnøren er standerhejsning og sæsonstart, så var kanonlauget allerede i aktion 17. marts ved Carrus Navalis paraden, som er en forløber for Aalborg Karneval 26. maj.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste