"Bonden" er i byen

Michael Bundesen er mest kendt for sin rolle i Shu-bi-dua - nu vil han også være det for sine malerier

24. marts 2018 kl. 20.49

AALBORG: Hovedpersonen selv var med på distancen - i form af video - da en udstilling af Michael Bundesens malerier åbnede i bolighuset Kalejdoskop lørdag formiddag.

Den tidligere frontmand i Shu-bi-dua havde planlagt selv at være til stede ved ferniseringen, men har været ramt af sygdom de seneste uger.

Udstillingen af omkring 40 billeder er blot kunstnerens anden og den første i Jylland.

Michael Bundesen blev i 2011 ramt af en blodprop, der lammede ham i venstre side af kroppen. Han sidder i dag i kørestol og har måttet opgive musikken. Men interessen for at udtrykke sig kunstnerisk er intakt, og derfor begyndte han for nogle år siden med hjælp fra en kunstmentor at male for på den måde at genfinde glæden ved livet.

Ved hans første udstilling i sommeren 2017 blev billederne, der blandt andet er inspireret af abstrakte cobra-kunstnere, revet væk.

Malerierne i Kalejdoskop er alle til salg, og koster mellem 4000 og 50.000 kroner.

Udstillingen løber frem til 7. april.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste