Billede beskrivelse

Betal for et digt med mobilpay

Digter på Ordkraft læser kun op så længe, der går penge ind på hans konto

31. marts 2018 kl. 23.15

AALBORG: På Generatorscenen ved Ordkraft Festivalen 5.-7. april bliver der fokus på, at for mange forfattere går for lud og koldt vand og at mange af landets offentlige og private institutioner stadigvæk tror, at man kan betale for en oplæsning med to flasker rødvin og en buket tulipaner.

- Derfor indfører vi på årets Ordkraft direkte brugerbetaling: Pay Per Poem. Peter Adolphsen vil sidde på en piedestal på scenen og kun læse op, hvis publikum direkte betaler penge ind på hans Mobilepay der vises på en storskærm i baggrunden. Når der er indbetalt tilstrækkeligt, begynder forfatteren at læse op, indtil pengene er brugt - og så venter han, indtil der igen er tanket op fra publikum, fortæller forfatter Jørgen Dissing Nørgaard, Generatorscenens bagmand  

Generatorscenens tema er tabu.

- Vi vil insistere på at tale højt om det tabuiserede. Vi vil finde de forbudte ord frem, vise det hengemte i mennesket. Alle mennesker er forskellige, og tabu er når du fordømmer noget der er forskellig fra dig. Og sådan har de andre det også. Vi vil tale åbent og seriøst om alting; det er kun farligt ikke at sige noget, siger Jørgen Dissing Nørgaard.

På Generatorscenen kan du høre bl.a. forfatter Peter Adolphsen tale om en forskrækket sexmoral i Danmark, du kan skrifte i en åben skriftestol overfor sognepræst Therese Strand Nielsen, og hvis du vil vide, hvad der sker, når du dør, er det også muligt: Mette Kirstine Larsen, der døde af meningitis da hun var 16, kommer og fortæller om, hvordan hun blev genoplivet og har siden kæmpet med at håndtere livet.

Hvis du er interesseret i at høre, hvilke ubehageligheder, man skal stå model til, hvis man er mor, ansigtstatoveret og har horn i panden - ja, så er det Sarah Bizarra, du skal komme og høre. Eller de tabuer, forfatterne Caspar Eric, Morten Søndergaard, Kamilla Hega Holst, Christina Hagen, Andrea Hejlskov og Lone Aburas bakser med.

Tabuhylderne på Generatorscenen bugner i øvrigt af ting, det er vigtigt at få talt om: Nordjyders brug af porno, som belyses i samarbejde med Aalborg Teater, den allestedsnærværende utroskab, kapitalismekritik og manglende tid til børnene - for blot at nævne nogle stykker. Og så kan man for resten også deltage i en omgang tabu-banko med præmieænder!

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste