Aldi i nye klæder
"Ny" butik i Dannebrogsgade
AALBORG: Det var en stolt butikschef for Aldi, Dannebrogsgade 58, Carsten Christensen, der lørdag morgen kunne byde de mange morgenfriske kunder velkomne til en forrygende åbningsfest i butikken, hvor både indretningen og vareudvalget er ændret til det bedre.
- Aldi præsenterer et helt nyt butikskoncept med masser af dansk frugt, grønt og kød, friskbagt bake-off og inspirerende spotvarer, fortæller Carsten Christensen, der fra morgenstunden selv stod parat for at uddele smukke blomsterbuketter til de første 200 kunder.
Åbningen blev markeret med en fest for hele familien.
De morgenfriske blev således forkælet med gratis kaffe og morgenbrød, og dagen igennem var der smagsprøver, samt gratis pølsehorn og balloner til de yngste. En række fordelagtige tilbud var bare med til at sætte prikken over i’et på en meget veltilrettelagt åbningsfest i Aldi.
- Det bliver en helt ny oplevelse at besøge Aldi, og det er bare herligt at konstatere, at kunderne kun har haft positivt at sige om vores nye koncept. Der er meget nyt at opleve, men de billige priser har vi ikke rørt ved, pointerer butikschef Carsten Christensen.