Virksomhed ser store muligheder i Nordjylland: Åbner kontor i Aalborg
AALBORG: Den rådgivende ingeniørvirksomhed Ingeniørerne styrker sin tilstedeværelse i Nordjylland og åbner nu et officielt kontor i Aalborg.
Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
INGENIØR’NE har gennem en periode haft medarbejdere siddende på et satellitkontor i byen, men får nu en fast adresse på Niels Jernes Vej 10 i Aalborg Øst med mulighed for at udvide afdelingen.
Aalborg bliver virksomhedens sjette kontor. I forvejen har Ingeniørerne afdelinger i Esbjerg, Kolding, Odense, Aarhus og København.
Ifølge virksomheden skyldes satsningen blandt andet en stigende efterspørgsel fra nordjyske bygherrer, arkitekter og entreprenører.
- Vi har i en tid haft et hold siddende i Aalborg, og det har allerede givet gode relationer og spændende opgaver i Nordjylland. Derfor giver det god mening for os at få en fast adresse i Aalborg, så vi kan være endnu mere synlige i området, siger administrerende direktør og partner John Andresen i pressemeddelelsen.
Ny afdelingschef skal opbygge kontoret
I forbindelse med åbningen er 46-årige Dennis Heiselberg blevet ansat som afdelingschef for Aalborg-kontoret.
Han bor i Aalborg og er uddannet civilingeniør med speciale i bærende konstruktioner fra Aalborg Universitet. Han har arbejdet som rådgivende ingeniør i omkring 20 år og kommer senest fra en stilling som afdelingschef i en større rådgivende ingeniørvirksomhed.
Her havde han ansvar for afdelingerne i Aalborg, Herning og Viborg.
Dennis Heiselberg skal stå for opbygningen og udviklingen af det nye kontor sammen med Stig Nørgaard Knudsen, der fortsætter som markedschef for Nordjylland.
- Jeg har kendt Ingeniørerne som en virksomhed med et stærkt fagligt omdømme og en meget ordentlig tilgang til samarbejde. Derfor er det også en spændende mulighed for mig at blive en del af holdet i Aalborg og være med til at bygge videre på det fundament, der allerede er lagt, siger Dennis Heiselberg.
Kan blive flere ansatte
Ingeniørerne beskæftiger samlet omkring 200 medarbejdere. Ambitionen er, at afdelingen i Aalborg skal vokse i takt med, at virksomheden får flere opgaver i Nordjylland.
Virksomheden ser blandt andet muligheder inden for industri, produktionsvirksomheder, almene boliger, skoler, forsvar og sundhed.
Vi har følt markedet an gennem satellitkontoret, og nu investerer vi i Aalborg med en officiel adresse og plads til flere, siger Stig Nørgaard Knudsen.
Næste skridt bliver ifølge pressemeddelelsen at styrke virksomhedens lokale relationer, etablere nye samarbejder og undersøge mulighederne for at ansætte flere medarbejdere i Aalborg.