"Vaskebjørnen" fejrer 25 år i Arkil: - Så længe helbredet holder, fortsætter jeg
AALBORG: Lastbilen er altid skinnende ren, kranen bliver smurt flittigt, og han sætter en ære i at gøre tingene ordentligt.
Bjarne Nørgaard Pedersen fra Storvorde markerer 25 år som chauffør i Arkils Aalborg-afdeling – og dét med præcision, hjælpsomhed og et smil.
Hos kollegaerne går han under navnet ”Vaskebjørnen” - ikke fordi han er sky eller nataktiv.
Tværtimod.
Nej, kælenavnet har han fået, fordi han hver uge vasker sin gule Mercedes-lastbil, selvom den sjældent ruller langt.
På en typisk arbejdsdag bliver det kun til 60-70 kilometer, inklusive turen fra hjemmet til byggepladsen ved Nyt Aalborg Universitetshospital.
Bjarne, som i dag er 65 år, har dog ikke altid haft et roligt chaufførliv. Som ung var han langturschauffør og ofte væk i dagevis.
Men det ændrede sig brat, da han efter en uges kørsel i Sverige kom hjem og mødte et spædbarn, der græd – fordi faren var blevet en fremmed. Det blev et vendepunkt. Siden da har han kørt entreprenørbil med grab og været en del af Arkil i 25 år.
Et job med mening
Det seneste år har Bjarne været fast chauffør på Arkils store landskabsprojekt ved det nye universitetshospital.
Her flytter han materialer rundt på pladsen og nyder, at arbejdet er afvekslende.
- Det er godt for helbredet at komme ud og bevæge sig i stedet for at sidde stille hele dagen, siger han med det lune smil, kollegaerne kender ham for.
Især er det en fornøjelse, når grabben tager fat i de bløde materialer.
- Det bedste er at grabbe i sand eller jord. Så går det hurtigt – ti minutter, og bilen er læsset.
Ren bil og ryddelig have
Det er ikke kun på arbejdet, der skal være orden. Også hjemme er der styr på sagerne. Græsset slås flere gange om ugen, bedene er revet, og træerne er pænt studset. På det nedlagte landbrug er der plads til maskiner og projekter – og det udnyttes fuldt ud.
- Jeg kan godt lide at gå og makke med alt muligt, siger han. Samlingen tæller både havetraktorer, fræsere, en sneslynge og en fejemaskine.
- Jeg køber dem til en god pris og tænker, at de kan sælges videre – men det bliver de sjældent, lyder det med et grin.
Energi i en ny hverdag
Hjemmefronten ændrede sig drastisk, da han tidligere i år mistede sin hustru gennem 40 år. Arbejdet og kollegaerne har været en vigtig støtte i en svær tid.
- Det hjælper at komme ud og tænke på noget andet – og være sammen med gode mennesker, siger han.
Pensionsalderen nærmer sig, men der er ingen fast plan for at stoppe.
- Så længe helbredet holder, fortsætter jeg. Der er jo ingen grund til at stoppe, når man er glad for det, man laver.