Seneste nyt
Billede beskrivelse

Udstilling samler nordjydernes minder om Musikkens Hus

14. september 2026 kl. 06.01

AALBORG: Musikkens Hus har åbnet en ny udstilling, hvor det er publikum selv, der fortæller historien.

Under titlen “Sammen om livets musik” kan gæsterne på Musikkens Plads opleve ti udvalgte fortællinger, som er indsendt af mennesker med særlige minder fra huset.

Initiativet udspringer af en opfordring i et nyhedsbrev tidligere på året, hvor gæsterne blev spurgt om deres bedste minde fra Musikkens Hus. Responsen var overvældende, og de mange indsendte historier spændte fra det humoristiske til det rørende og overraskende.

Udstillingen sætter fokus på de fællesskaber, der opstår omkring musik og kulturoplevelser. Både de øjeblikke, hvor publikum samles i koncertsalen, og den fælles indsats, der gennem årtier gjorde drømmen om et musikhus i international klasse til virkelighed.

I forbindelse med åbningen understregede administrerende direktør, Rikke Mølgaard, at fællesskabet har været en bærende kraft gennem hele husets historie.

- Vores døre er åbne for alle, og fællesskabet bor i væggene her. Det begyndte med de ildsjæle, der holdt fast i drømmen om et musikhus i international klasse i Nordjylland, sagde hun blandt andet.

Samtidig med udstillingen vises en kort film i Musikkens Hus’ Øvre Foyer. Her fortæller både gæster og nogle af de personer, der var med til at skabe huset, om vejen fra vision til virkelighed.

Udstillingen på Musikkens Plads kan opleves gratis frem til 11. oktober.

Den markerer samtidig starten på efterårssæsonen, hvor Musikkens Hus igen byder publikum indenfor til koncerter, foredrag, fællessang og andre kulturoplevelser.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste