Seneste nyt
Billede beskrivelse

Søndergades nye gavlmaleri får folk til at stoppe op

13. juli 2026 kl. 14.01

AALBORG: Mens kunstner Mette Boje Røgild stod i alt slags vejr og malede det nye gavlmaleri i Søndergade, skete der noget uventet.

Beboere, forbipasserende og turister stoppede op. Nogle fulgte arbejdet dag efter dag, mens andre begyndte at fortælle historier om kvarteret.

Billede beskrivelse

- Der har været utallige samtaler og livshistorier. Det har faktisk været noget af det mest spændende ved hele projektet, fortæller Mette Boje Røgild.

Det var netop den effekt, grundejerforeningen Nøs håbede på. 

Gavlmaleriet fortæller historien om kvarteret gennem næsten 200 år, men ambitionen rækker længere end udsmykningen.

Billede beskrivelse

- Vi ville gerne have noget, der var mere end bare et flot maleri. Vi ønskede et værk, der fortæller områdets historie og giver folk noget at tale om. Da vi så Mettes skitse, var vi solgt, siger Lars Øberg, formand for grundejerforeningen.

Søndergades historie

Gavlmaleriet spænder fra begyndelsen af 1800-tallet til omkring 1960 og rummer en lang række fortællinger fra kvarteret.

Gøglerbåden har fået en central placering, men værket rummer også håndværkere, sømænd, borgerskab, prostitution, Vor Frue Kirke, den sidste kvinde, der blev dømt som heks i Aalborg, og grundejerforeningens hunde.

Billede beskrivelse

- Jeg ville gerne vise områdets historie. Også de sider, som måske ikke altid bliver fortalt. Det hele er en del af fortællingen om Søndergade, siger Mette Boje Røgild.

Maleriet gemmer samtidig på en lang række detaljer, som først opdages, når man bruger lidt tid foran gavlen.

Selve arbejdet tog 8-9 dage, hvor vejret bød på både skybrud og hedebølge.

Billede beskrivelse

- Jeg stod under en parasol og byggede nærmest et lille telt omkring mig for at kunne arbejde videre. Jeg fik lidt af det hele med, siger Mette.

Men det var især mødet med menneskerne, der gjorde indtryk.

- Jeg har aldrig oplevet et projekt, hvor folk har delt så mange personlige historier. Normalt siger de bare, at et maleri er flot. Her blev de stående og fortalte om deres barndom, deres familie og deres oplevelser fra området.

Billede beskrivelse

Fra berygtet gade til attraktivt kvarter

Søndergade har ændret sig markant gennem de seneste årtier.

- Da vi flyttede hertil for 25 år siden, havde gaden stadig ry for at være et sted, man ikke kom efter mørkets frembrud. I dag bliver der solgt huse for mange millioner kroner. Men historien er stadig en del af områdets identitet, siger Lars Øberg.

Billede beskrivelse

For kunstudvalget har projektet hele tiden handlet om mere end kunst.

- Vi håbede, at værket kunne få folk til at stoppe op og tale sammen. Det er præcis det, der er sket. Kunst skal kunne skabe dialog, siger Birthe Brusgaard fra grundejerforeningens kunstudvalg.

Med ferniseringen 22. august kl. 13 markeres afslutningen på projektet og begyndelsen på et nyt vartegn i Søndergade.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste